Nyhedsoverblik

Mangler betjente i Storstrøm Fængsel

Der burde være 150 betjente til de 250 indsatte i Storstrøm Fængsel ved Nørre Alslev på Falster, men der er kun 100 fastansatte fængselbetjente i det seks år gamle fængsel. 

Det vil altså sige, at der mangler 50 procent af den nuværende bemanding i fængslet.

Det skriver fagbladet Fængselsfunktionæren.

Derfor har fængslet været afhængige af at låne personale af Køge Arrest og Herstedvester Fængsel. Men til december forventes Køge Arrest at genåbne, hvilket betyder, at Storstrøm Fængsel mister personalet derfra.

Samtidig er der udsigt til flere indsatte i fængslerne rundt på Sjælland for at få plads til flere indsatte, hvilket også kan ramme Storstrøm Fængsel.

Og det vækker utilfredshed hos Jesper Dalbye, som er Fængselsforbundets tillidsrepræsentant.

- Vi har formået at stabilisere situationen her i fængslet. Nu starter vi forfra igen. Jeg synes, det er virkelighedsfjernt at åbne flere pladser, når vi mangler så mange betjente.