Nyhedsoverblik

Motorvej spærret for tredje gang på én dag

Et alvorligt færdselsuheld har torsdag eftermiddag lukket Sydmotorvejen ved afkørsel 45, Guldborg i begge retninger.

Det er tredje gang i dag, at Sydmotorvejen er lukket.

Vagtchef Kasper Skotte fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser til TV2 ØST, at anmeldelsen indløb klokken 14.21.

- Forud for uheldet var tunnelen blevet lukket i begge retninger, hvilket bevirkede, at der ophobede sig kø på motorvejen, siger han og tilføjer:

- Her er en person kørt op i den forankørende lastbil.

En person meldes i kritisk tilstand og er fløjet til Rigshospitalet for behandling.

I første omgang var det muligt at passere uheldet via til- og frakørselsramperne ved motorvejen. 

Klokken 16.40 meldes der atter åbent for trafik i sydgående retning.

De to nordgående spor vil være lukket på ubestemt tid som følge af politiets undersøgelser, hvor en bilinspektør er tilkaldt.

Klokken 18.13 oplyser P4 Trafik, at også de to spor i nordgående retning er farbare igen.