Nyhedsoverblik

Revystjerne er nomineret til fornem pris

Skuespiller Henrik Kofoed er nomineret til Årets Dirch inden for kategorien ”Årets Revykunstner” for hans medvirken i Nykøbing Falster Revyen.

Det skriver Nykøbing Falster Revyen i en pressemeddelelse.

- Det glæder os rigtig meget, at Henrik er nomineret til ÅRETS DIRCH igen. Faktisk modtog Henrik selvsamme pris, da han sidste gang medvirkede i Nykøbing Falster Revyen, tilbage i 2019, og nu har han mulighed for at snuppe den igen, udtaler revydirektør Mickey Pless og fortsætter:

- Der er vel efterhånden ikke den revy eller teaterforestilling som Henrik ikke har medvirket i, og med hans lange karriere bag sig, så er vi selvfølgelig superstolte over at Henrik takkede ja til at medvirke i årets revy. Der er bud efter ham, og man skal være hurtig ude, hvis man skal have fat i ham.

Vinderen kåres ved Revyernes Revy den 4. august 2024 i Teltet på Bakken.