Se bæver svømme i land på Falster

Alt tyder på, at bæveren er svømmet mindst 35 kilometer fra Nordtyskland til det sydlige Falster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Jeg tror ikke, der har været vilde bævere på Falster i flere tusinde år.

Sådan lød det fra Peter Gravlund, der er biolog ved Dyrenes Beskyttelse, efter der den 11. maj blev fundet en bæver ved en børnehave i Nykøbing Falster.

quote Som et andet badedyr er den blevet pustet udover havet

Peter Gravlund, biolog, Dyrenes Beskyttelse

Nu viser nye billeder, at bæveren sandsynligvis gik i land på stranden ved Gedesby den 29. april.

- Det er højest sandsynligt den samme, siger Peter Gravlund i dag til TV2 ØST.

Badedyr på vildfart

Alt tyder ifølge biologen på, at bæveren er svømmet 35 til 40 kilometer fra Nordtyskland til det sydlige Falster.

Det er tilfældigt, at den så er havnet ved Gedser.

Bæveren på vej i land efter den lange svømmetur.
Bæveren på vej i land efter den lange svømmetur. Foto: Privatfoto

- Den ligger som en prop i vander, fortæller Peter Gravlund og tilføjer: 

- Som et andet badedyr er den blevet pustet udover havet, og hvis det er fra Nordtyskland med en sydlig vind, så ender den i Gedser eller deromkring.

Bæveren er nu blevet fragtet til Aqua Akvarium & Dyrepark i Silkeborg.
Bæveren er nu blevet fragtet til Aqua Akvarium & Dyrepark i Silkeborg. Foto: Mette Strack Christiansen

Siden har bæveren så forsøgt at finde et bedre levested, og har bevæget sig op ad kysten.

- Den har søgt efter et sted, hvor den kunne trives, og det har den ikke fundet, og så er den blevet træt, siger Peter Gravlund.

Kan sammenlignes med ulven

At bæveren overhovedet er havnet i havet er specielt, da den normalt ikke bryder sig om saltvand.

Blev udryddet for cirka 1.000 år siden

  • Jernalderens jægere udryddede bævere for cirka 1.000 år siden, fordi dets vandtætte skind var i høj krus.

  • I 1999 udsatte Naturstyrelsen 18 bævere i Vestjylland. Siden er bestanden vokset til 200 i år 2020. I et notat fra Aarhus Universitet skønnes bestanden at være op til 270.

  • I 2009-2011 udsatte Naturstyrelsen 23 bævere ved Arresø i Nordsjælland. Her er bestanden opgjort til 35 i år 2020.

  • Bæveren er fredet og beskyttet af EU's habitatsdirektiv.

  • Bævere er overvejende aktive i de mørke timer. De er monogame og lever i familiegrupper, hvor forældrene holder sammen i årevis.

  • Parringen foregår om vinteren, og efter 15 uger fødes 1-3 veludviklede unger, der bliver i boet et par måneder.

  • De er kønsmodne som toårige og forlader da familiegruppen.

  • Bævere er normalt tavse og svømmer stilfærdigt. Hvis de foruroliges, kan de slå kraftigt i vandet med halen.

Kilde: Danmarks Naturfredningsforening og Lex.dk - Den Store Danske

- De svømmer meget sjældent i hav, og at den så er kommet så langt ud, det er et uheld, fortæller Peter Gravlund.

Han mener, man kan sammenligne bæverens indvandring på Falster med ulvens indvandring i Sønderjylland.

Bæveren, der i første omgang blev beskrevet af børnene som en odder eller stor rotte, der hvæsede af dem, blev fundet på legepladsen ved en børnehave i det sydlige Nykøbing Falster.

- De lever tæt sammen, men der er grænser for, hvor tæt de kan leve sammen, i forhold til, at der skal være mad og så videre, siger Peter Gravlund og fortsætter:

- Derfor strejfer de uden for dér, hvor resten af gruppen bor, ligesom vi ser med ulve. Vi så jo en enlig ulv vandre op igennem Jylland.

Fremtiden på Falster

Bæveren er nu blevet fragtet til Aqua Akvarium & Dyrepark i Silkeborg, hvor den er ved at komme sig ovenpå den lange rejse.

Ifølge Peter Gravlund giver det mening, at den efterfølgende kommer tilbage til dér, hvor den først satte fødderne på dansk jord.

Bævere er fredede og må ikke udsættes uden tilladelse i dansk natur. Dyret må ligesom pindsvin heller ikke flyttes mellem øer på grund af risiko for smittespredning.
Bævere er fredede og må ikke udsættes uden tilladelse i dansk natur. Dyret må ligesom pindsvin heller ikke flyttes mellem øer på grund af risiko for smittespredning. Foto: Privatfoto

- Jeg tænker, at det rigtige vil være, når den nu er kommet sig, at den kommer tilbage til Falster et sted, hvor den kunne leve, siger Peter Gravlund og fortsætter:

- Så kan man jo overveje om man vil genindføre nogle flere bævere for Falster.

- Man kan også bare lade den leve der, de lever mange år, så kan den få en lidt ensom tilværelse indtil der måske er en bæver mere, der spreder sig den vej over, afslutter han.

Læs også
Bæver fundet ved børnehave
Læs også
Bæver fundet ved børnehave

Bæver-bestanden er voksende i Danmark, og ifølge den seneste optælling fra 2020 til 2021 er der mellem 270 og 315 bævere i landet.

Men altså ingen på Falster - indtil videre.


Nyhedsoverblik