Områdeledelsen i Kriminalforsorgen har forslået at indføre flere 12-timers vagter i Storstrøm Fængsel.
Men ifølge de ansattes tillidsmand og suppleant vil det gå hårdt ud over de ansatte, som i forvejen er hårdt presset.
- Vi har allerede 12-timers vagter i Storstrøm fængsel, og det er også fint nok i begrænset mængder. Men vi vil gerne bevare den variation, der er. Vi har både almindelig syv, otte og 12-timers vagter, og det er rigtig fint, for så er der noget for alle, uanset om man har børn eller ej.
På den længere bane frygter vi, det også kan komme til at gå ud over rekrutteringen til jobbet som fængselsbetjente
- Problemet er, at hvis man kan kun kan ønske 12-timers vagter, så kan enlige forældre, der skal arbejde 8.00 til 20.00 ikke hente børn. Sådan nogle problematikker, vil der jo blive, siger suppleant Kenneth Winther.
En rundspørge blandt fængslets personale, viser at cirka 60 procent siger nej til 12-timers vagter. De mener, at det vil gå ud over deres privatliv.
Tillidsmand: - Det kommer til at gå ud over familien
Fængslet på det nordlige Falster har i forvejen store problemer med personalemangel. Ifølge Rasmus Andersen, områdedirektør fra Kriminalforsorgen, mangler der i øjeblikket cirka 45 fængselsbetjente i Storstrøm Fængsel.
Det betyder ifølge fængslets tillidsmand Mads Holgersen, at cirka 200 vagter om måneden ikke kan bemandes.
- 12-timers vagter er hele dagen. Hvis man indfører det, vil man opleve, at den velvilje og de ekstra vagter, som personalet allerede har taget, vil forsvinde. For det her kommer til at gå ud over familien. Der bliver slet ikke noget fritid derhjemme mere. Nu vil hele dagen være beslaglagt.
- Udover det har vi som sådan ikke noget imod 12-timers vagter. Der skal en del af et udbud, som hedder formiddag, eftermiddag, nattevagter og 12-timers vagter. Når man alene flytter det over til, at nu kan man kun få 12-timers vagter, så låser mand for, at det kan passes ind i et almindeligt familieliv, siger Mads Holgersen.
Uenig med områdedirektør i at det vil give en kortere arbejdsuge
Kriminalforsorgen erkender, at der er problemer med mangel på personale i Storstrøm Fængsel, men man arbejder hårdt på at løse problemet. 12-timers vagter er en af de knapper, man kan skrue på.
Ifølge Rasmus Andersen vil 12-timers vagter til gengæld give fængselsbetjentene færre vagter for at få en 37-timers arbejdsuge.
Vi skal på arbejde flere dage uagtet, at vi allerede har opfyldt vores almindelige arbejdstid
Men det argument køber hverken suppleant eller tillidsmand i Storstrøm Fængsel.
- Men det passer ikke helt, for som det er nu, kan vi også køre dobbeltvagter, så vi har 14 timer på en vagt. Hvis man kører rene dobbeltvagter, mister man jo faktisk to timer, siger Kenneth Winther.
Tillidsmanden er heller ikke helt enige i, at 12-timers vagter giver færre arbejdsdage på en uge.
- Problematikken er bare, at med den massive mangel, vi har på fængselsbetjente og værkmestre i Storstrøm Fængsel, så skal vagterne stadigvæk dækkes. Det betyder, at vi skal på arbejde flere dage uagtet, at vi allerede har opfyldt vores almindelige arbejdstid og de her ekstradage, vi skal på arbejde bliver 12-timers vagter, siger Mads Holgeresen.
- Det vil sige, at jeg ikke kan tilbyde min hjælp og sige, at jeg gerne vil tage en formiddag eller en eftermiddag, hvor jeg stadig har noget tid med familien. Det bliver en umulighed.
Det kan gå ud over rekrutteringen til jobbet
Tillidsmanden frygter ikke kun, at arbejdsvilkårene bliver dårligere for de fængselsbetjente, der arbejder i branchen på nuværende tidspunkt.
Han frygter også, at arbejdsforholdene vil skræmme studerende og fremtidige fængselsbetjente væk.
- På den længere bane frygter vi, det også kan komme til at gå ud over rekrutteringen til jobbet som fængselsbetjente, hvis folk ser, at det kun er 12-timers vagter, man kan få. Så afskærer vi folk med små børn, enlige forældre og alle mulige andre, der ikke vil kunne få afleveret deres børn medmindre, de har en mor eller far, der bor i nærheden, siger tillidsmand Mads Holgersen.
På en endnu længere bane ser vi noget, der kan blive meget voldsommere, end det der er lige foran os.
Mange vælger at gå ind i politiet i stedet for
Regeringen har onsdag fremlagt sit udspil til finansloven for næste år.
Her fremgår det, at der blandt andet skal afsættes 1,2 milliarder kroner årligt over de næste fire år til politiet. Den første milliard fastholder det nuværende niveau i politiet, mens de sidste 200 millioner skal hjælpe med at uddanne 150 flere betjente.
I det seneste udspil fra regeringen vil man give 130 millioner til politiets overarbejde. Men du hørte ikke noget om Kriminalforsorgen
Men der er mange potentielle fængselsbetjente, som netop vælger at gå ind i politiet i stedet for, mener suppleant Kenneth Winther.
- Mange vælger at gå ind i politiet i stedet for. I det seneste udspil fra regeringen vil man give 130 millioner til politiets overarbejde. Men du hørte ikke noget om Kriminalforsorgen. Vi skal fange alle dem, politiet fanger. Men hvis ikke, vi får nogle penge, graver man os bare ned i et endnu større hul, siger suppleant Kenneth Winther.
- Vi bliver ikke hørt ligeså meget, som politiet gør. Det er ikke fordi vi skal kritisere politiet, men vi vil også gerne have nogenlunde samme forhold. Vi bliver bare glemt i den store debat, og så får vi ikke de midler, der skal til for at have en anstændig arbejdplads.