Tiltalt blitzet efter skud mod restaurant

To mænd er tiltalt for forsøg på manddrab ved at skyde mod en restaurant i Nykøbing Falster. Afgivelsen af skuddene er fanget på overvågningsvideo.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Er det dig, der går der med den lidt karakteristiske gang og armen, der hænger ned?

Specialanklager Anne Marie Fink afspiller igen, hvordan det så ud, da en mand i Jernbanegade i Nykøbing Falster den 22. januar sidste år gik hen mod Restaurant Panino, hævede armen og affyrede to skud. Derefter løb han sammen med en anden fra stedet.

- Nej. Det er det ikke, siger den 35-årige tiltalte. 

Mens han sidder roligt i stolen, kan man fra tilhørerrækken se, hvordan hans ben kører op og ned under bordet. Han nægter sig skyldig i samtlige forhold i anklageskriftet.

Afspiller 14 minutter lang video

Selvom hverken den ansatte i restauranten, som patronerne ifølge politiet var tiltænkt, de øvrige ansatte eller de spisende gæster blev ramt under skudepisoden, har anklagemyndigheden valgt at rejse tiltale for forsøg på manddrab. 

Derudover er der rejst tiltale for ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder.

Under sin forelæggelse af sagen afspiller anklager Anne Marie Fink en 14 minutter lang video. Her kan man se præcis, hvad der ifølge politiet skete før, under og efter afgivelsen af de to skud med Restaurant Panino.

Slukker telefoner samtidigt

Langsomt, så alle i nævningetinget er med, gennemgår anklageren overvågningsvideoen. 

Ifølge politiet ankommer de to mænd til Skolegade i Nykøbing Falster den 22. januar 2023 klokken 17.28 i en sort Opel Insignia, hvor de parkerer. Derefter går de til restaurant Mindbjerg og spiser.

En halv time senere er det mørkt og gågaden ligger øde hen, mens de to personer langsomt slentrer ned mod Panino. Den ene med en lidt karakteristisk gang, hvor han vugger let fra side til side. Den højre arm hænger ned langs kroppen, mens han svinger den venstre. 

De stiller sig på hjørnet af Skolegade og Jernbanegade, hvor de kan se ind i restauranten.

Bagefter kører de to mænd fra Skolegade. Teledataoplysninger viser, at begge tiltaltes telefoner slukker klokken 18.54.

Blev blitzet af politiet

Klokken 19.06 kommer de ifølge politiet tilbage i bil og stiller sig på hjørnet af Skolegade og Jernbanegade, indtil de forbipasserende er gået forbi. Derefter ser man, at den ene i let vuggende gang går ned foran Panino. 

Klokken 19.20 bliver der skudt. De to mænd løber. Få sekunder efter kan man se, at den mørke bil kører væk fra Skolegade.

To mænd på 35 og 27 år er tiltalt for forsøg på manddrab i sagen om et skyderi i Nykøbing Falster sidste år.

Bilen er blevet blitzet af en af politiets fotovogne ved Farøbroen. Her kører den 173 km/t. 

Den er efterfølgende blevet fundet med et dækken over sig ved det, anklageren kalder et rockerklubhus. 

quote Jeg kan ikke genkende mig selv. Hvor er mine store halstatoveringer?

27-årig tiltalt i Retten i Nykøbing Falster

Den 35-årige tiltalte erkender, at det er ham, der er blevet blitzet i den sorte bil, han ejede sammen med sin ekskæreste. Men fra hans stol ser hændelsesforløbet noget anderledes ud.

Ville ud af motorcykelfællesskab

I vidneskranken forklarer den tiltalte, at han var i Nykøbing Falster, fordi han var trådt frivilligt ud af motorcykelklubben Navajo. 

Ifølge anklageren er klubben en støttegruppe til  rockerklubben Satudarah (der i dag går under navnet Comanches MC, red.) 

Ifølge den tiltalte er Navajo ikke en rockerklub, men en klub for personer, der kører motorcykel og laver gode ting såsom frivilligt arbejde. 

For at sige farvel til de medlemmer, han var tættest på, tog han til Nykøbing Falster den 22. januar 2023. Her var han sammen med venner, som han ikke vil afsløre identiteten på. 

Læs også
Nu kommer sag om skyderi mod restaurant for retten
Læs også
Nu kommer sag om skyderi mod restaurant for retten

Han spiste på Restaurant Mindbjerg og erkender, at det er ham på politiets overvågningsvideo. 

Efter han havde spist og var gået tilbage til sin bil, satte han en ven af, og derefter kørte han nordpå, hvor han bor.

I retten fortæller den tiltalte, at han kørte de 173 km/t over Farøbroen, fordi han havde travlt. Hans telefon var gået ud, og hans kæreste var urolig for ham.

Har mén efter trafikulykke

Manden nægter, at det er ham, der skyder mod Panino, ligesom han afviser, at han ville være i stand til at løbe fra gerningsstedet efterfølgende. 

I retten fortæller han, at han grundet en trafikulykke i 2016, hvor han brækkede en del knogler, ikke er i stand til at bruge højre arm, og at han ikke kan løbe.

Han erkender altså, at det er ham, der ses på størstedelen af politiets overvågningsmateriale, men han mener, at på den del, hvor der bliver skudt, forveksler politiet ham med en anden.

- Hvor er mine tatoveringer?

Også den 27-årige medtiltalte afviser, at han har været med til skudepisoden. 

Den røde t-shirt, han bærer i retten, skjuler ikke de store tatoveringer, han har på hals, nakke og arme. Han sidder afslappet og svarer gerne på spørgsmål, siger han.

Det er dog så som så med lysten til at svare, når han bliver spurgt til sit medlemskab af motorcykelklubben Navajo. Også han understreger, at der er tale om en hyggeklub, men han er ikke meget for hverken at tale om medlemskabet eller om, hvor klubben hører til.

Den 27-årige afviser, at det er ham, man kan se på politiets overvågningsvideo.

- Jeg kan slet ikke genkende mig selv. Hvor er mine store halstatoveringer? spørger han anklager Anne Marie Fink.

Anklageren medgiver, at det er svært at se, om der er halstatoveringer på overvågningsbillederne af manden. Hun beder ham forklare, hvorfor hans telefon bliver slukket klokken 18.54, og hvem han var sammen med den dag.

- Jeg ved det ikke, siger den tiltalte.

Læs også
Skød mod restaurant i gågade
Læs også
Skød mod restaurant i gågade

- Hvorfor følges jeres telefoner ad på minuttet, når du påstår, at I ikke var sammen? spørger hun.

- Vi har nok bare været på de samme master. Det er en lille by, siger den 27-årige.

- Du er tiltalt i en ret alvorlig sag. Hvis du vil have, at man skal tro på dig, skal du nok komme med lidt flere svar, siger anklageren til ham.

Konflikt fire dage før skyderi

Ifølge anklagemyndigheden opstod der en form for konflikt mellem den 35-årige tiltalte og en ansat på Restaurant Panino den 18. januar 2023. Altså fire dage før skyderiet. 

Den 35-årige forklarer i retten, at han helt umotiveret blev skubbet af den ansatte, mens han fredeligt talte med en ven udenfor restauranten.

- Har du et problem? skulle den ansatte ifølge den tiltalte have råbt.

Den tiltalte forklarer, at flere ansatte fra Panino kom ud på gaden ved episoden. En fik dog talt sagen ned og sagde: "Der er ikke noget problem. Gå bare med dig".

Efterlyste sort Opel

Den sorte Opel Insignia blev den 20. marts 2023 efterlyst af politiet i relation til skyderiet. 

Efter at pressemeddelelsen var sendt ud, kan man se, at den 35-årige søgte på, hvordan man afmelder og sælger en bil, ligesom han har kontaktet sin far, fordi han ville have hjælp til at få et nyt telefonnummer.

Læs også
Opel efterlyses i to måneder gammel sag
Læs også
Opel efterlyses i to måneder gammel sag

Den tiltalte forklarer, at bilen var i stykker og derfor skulle sælges. Desuden ville han gerne have et nyt telefonnummer, fordi han var træt af at blive ringet op af folk fra motorcykelklubben.

- Jeg kan jo ikke lade være med at se på, at de her ting sker samme dag, som pressemeddelelsen om bilen kom ud? spørger anklager Anne Marie Fink.

- Ja det ved jeg ikke, hvad jeg skal svare til, siger den tiltalte.

Næste retsdag i sagen afholdes i Retten i Nykøbing Falster den 5. februar. Sagen forventes afsluttet den 23. februar.


Nyhedsoverblik