Transportvirksomhed er presset af høje priser: - Det er jo ved at æde vores overskud

Benzin- og dieselpriserne er lige nu på himmelflugt, og det kan firmaet Sax-Trans tydeligt mærke. De er nervøse for konsekvenserne af de høje priser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Peter Flensted har igennem sine mange år i vognmandsbranchen oplevet meget.

Men aldrig så høje diesel- og benzinpriser som han oplever lige nu.

- Det påvirker os i særdeles høj grad. Det er jo ved at æde vores overskud, fortæller Peter Flensted, som er administrerende direktør i Sax-Trans.

Og det er ikke ligefrem en god ting, når du driver en vognmandsforretning.

- Sidste år der har vi tanket for et sted mellem otte og ni millioner, og hvis det her forsætter, så har jeg en forventning om, at vi kommer til at tanke for et sted mellem 13 til 15 millioner i år.

Priserne møder modstand

Ifølge OK er listeprisen på en liter benzin i dag 15 kroner og 99 øre og prisen for en liter diesel 15 kroner og 19 øre.

Det er det højeste nogensinde.

- Jeg synes, de er blevet alt for høje. Det er ikke nogen hemmelighed, lyder det fra Iben Eriksen fra Arninge.

Alex Mikkelsen mener, at priserne er blevet alt for høje.
Alex Mikkelsen mener, at priserne er blevet alt for høje. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Som forbruger er den pris, man møder på tankstationerne dog 1 krone og 20 øre lavere end listeprisen.

Men prisen møder stadig modstand fra bilisterne.

- De er for høje. Alt for høje. Men det er der jo ikke noget at gøre ved. Det kan jeg jo ikke gøre noget ved, siger Alex Mikkelsen fra Rødby.

Også Ralf Sørensen fra Rødby mener, at priserne er blevet meget dyre.

- Det bliver nok ikke bedre det første halve år, udtaler bilisten.

Læs også
Historisk stort prishop - sjældent har det været dyrere at tanke bilen
Læs også
Historisk stort prishop - sjældent har det været dyrere at tanke bilen

Årsagen er krigen i Ukraine

Hos Sax-Trans overvejer de lige nu deres muligheder.

- Der er jo nogle ting, vi kommer til at kigge på, hvor vi decideret regner med den dieselpris, der er, er det billigere, at bilen står end at den kører. Hvis det giver et større underskud at bruge den end at lade den holde stille, så kommer den til at holde stille, forklarer Peter Flensted.

Ralf Sørensen tror ikke, at priserne bliver bedre det næste halve år.
Ralf Sørensen tror ikke, at priserne bliver bedre det næste halve år. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Årsagen til de høje priser skyldes ifølge privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank, Brian Friis Helmer, krigen mellem Rusland og Ukraine.

Invasionen har nemlig fået oliepriserne til at stige til rekordhøjde.

- I forhold til da vi gik ind i 2021 for lidt mere end et år siden, da lå listeprisen på en liter benzin lige over 11 kroner, og i øjeblikket er vi næsten oppe på 16 kroner. Alene bare den sidste uge er listeprisen steget over 1 krone. Så det er klart noget, der kan mærkes, når man skal tanke sin bil.

Brian Friis Helmer tør dog ikke spå om fremtiden.

- Det er næsten umuligt at spå om. Man må i hvert fald belave sig på, at det ser ud som om, at vi skal ligge på et højt niveau i et stykke tid endnu.

Læs også
Far og datter henter ukrainske flygtninge: - Vi bliver begge to berørt af det her
Læs også
Far og datter henter ukrainske flygtninge: - Vi bliver begge to berørt af det her

Peter Flensted håber dog på, at priserne snart finder et mere normalt leje igen.

Ellers kan det blive meget dyrt.

- Jeg er ikke nervøs for virksomhedens ve og vel, men jeg er da nervøs for, hvordan det resultatmæssigt kommer til at påvirke os, og hvordan det specielt kommer til at påvirke likviditeten, fordi det kan da gøre ondt, lyder det fra den administrerende direktør.

Sax-Trans har 70 kørende vogne og 100 ansatte.


Nyhedsoverblik