Ingen var i fare, og strømmen faldt ikke ud, da en havvindmølle onsdag eftermiddag pludselig væltede i Nysted Havvindmøllepark i havet syd for Lolland.
Alligevel skal episoden nu undersøges nærmere, siger Ørsted, der ejer parken.
- Vi får en fejlmelding, da møllen kobler af elnettet. Da vi dagen efter kommer ud på havet for at fejlsøge, konstaterer vi, at møllen ligger i vandet, siger Tom Christiansen fra Ørsted til TV2 ØST.
Der var tale om en vindmølle på 110 meter med en navhøjde på 69 meter over havet. Den stod på et stort betonfundament på havbunden.
- Vi har endnu ikke haft mulighed for at undersøge hændelsen nærmere. Der er stadig blæst i området, og vi kommer først tæt på stedet, når det er sikkert at sejle der, siger Tom Christiansen.
Ikke hårdt vejr
Data fra DMI viser, at vinden ved den nærliggende målestation ved Gedser i løbet af onsdagen ikke var særlig voldsom. De højeste vindstød nåede kun op på hård vind. Vindmøllerne i området har med andre ord igennem tiden klaret sig igennem langt hårdere vejr, end der var torsdag.
Ørsted oplyser til TV2 ØST, at hændelsen nu skal undersøges nærmere.
- Det har ikke nødvendigvis noget med vinden at gøre, at møllen er væltet. Men det er naturligvis noget, der kommer til at indgå i vores undersøgelser, siger Tom Christiansen.
Han tør endnu ikke spå på, hvornår undersøgelsen er færdig - men venter, at der kan gå lang tid, før man har svar på spørgsmålene.
Store sænkekasser
Vindmøllerne i Nysted Havvindmøllepark er lavet med en anden type fundament, end man i dag bruger til vindmøller.
Der er populært sagt tale om store betonkasser på 15 meter i diameter. Kasserne vejer med møllens vægt mere end 2.000 ton stykket.
Tom Christiansen oplyser, at møllen er væltet sammen med betonfundamentet. Om den stadig sidder fast der, vides ikke, da teknikerne ikke har haft adgang til at besigtige den endnu.
I dag laver man fundamenter på en anden måde til vindmøller - det er meget lange, hule metalrør, der slås langt ned i havbunden. Samtidig ventes man i de kommende år at begynde at bruge flydende fundamenter, så man kan komme længere ud til havs.
Nysted vindmøllepark består af 72 havvindmøller, der står i otte rækker med hver ni møller.
Søfartsstyrelsen har udsendt en advarsel til de søfarende om den væltede mølle.