I adskillige år har det været et problem for erhvervsskoleeleverne at finde praktikpladser.
Selvom mange fortsat står uden praktikplads, er situationen i bedring - og nu tegner der sig et nyt problem: Mange virksomheder her i regionen mangler lærlinge.
Tal fra Dansk Industri (DI) viser nemlig, at hele 27 procent af virksomhederne i Region Sjælland forgæves har forsøgt at skaffe en lærling.
Hvis ikke vi selv producerer nogle lærlinge, så bliver det et problem
Det gælder blandt andet entreprenørvirksomheden Jes Pedersen fra Sorø. De vil gerne have flere i lære som anlægsstruktører, hvor man lærer at lægge rør og anlægge veje og pladser. Men det har vist sig at være svært.
- Vi prøver hele tiden at søge, også igennem avisartikler og mund til mund. Vi tager ud på fagskolerne for at se, om vi kan få dem der. Vi får besøg af folkeskolerne, og lader dem komme ud og prøve kræfter med faget, siger Martin Jørgensen, der er produktionschef.
Artiklen fortsætter under billedet
Han mener, manglen på lærlinge er et stort problem, fordi det på længere sigt kan betyde, at virksomhederne kommer til at mangle arbejdskraft.
- Det er et problem, fordi vi gerne vil være med til at udvikle og fastholde svende, og hvis ikke vi selv producerer nogle lærlinge, så bliver det et problem, fastslår han.
Mange fag er ramt af mangel på lærlinge
Ifølge erhvervsskolen ZBC er manglen på lærlinge et udbredt problem.
- Vi kan se, at det faktisk er gået rigtigt stærkt, for et par år siden var det cirka en tredjedel af vores uddannelser, der manglede elever eller lærlinge. I dag er det faktisk to tredjedele af uddannelserne, siger Glenny Hansen, der er uddannelsesdirektør på ZBC.
Artiklen fortsætter under billedet
Manglen er især stor inden for fødevarefagene, byggefagene og på sosu-uddannelsen.
Men der er jo og stadig elever, som er I skolepraktik. Så hvordan hænger det sammen med, at der er mangel på lærlinge?
- Vi har halveret antallet af elever i skolepraktik i løbet af de sidste par år, så der er ganske få elever tilbage i skolepraktik, siger Glenny Hansen og fortsætter:
- Dem der er i skolepraktik nu, de kan have mistet en praktikplads undervejs, foreksempel hvis virksomheden er lukket, og så er det ikke altid, man kan få en ny praktikplads.
Stor mangel blandt skorstensfejere
Skorstensfejer Jesper Hviid Kjær fra Nørre Alslev har også haft svært ved at finde en lærling.
- Jeg havde prøvet at lave et jobopslag i den lokale avis, men der skete ikke rigtig noget, forklarer han.
Hvis vi ikke gjorde noget, så ville vi stå og mangle 100 skorstensfejere om ti år
Han var langt fra alene, for over hele landet havde skorstensfejere svært ved at tiltrække lærlinge.
- Lige pludselig manglede vi jo hænder, og der blev lavet en statistik, der viste, at hvis vi ikke gjorde noget, så ville vi stå og mangle 100 skorstensfejere om ti år. Det er jo rigtig mange skorstensfejere i sådan et lille fag som vores, så vi var nødt til at gøre noget, og det skulle være her og nu, siger Jesper Hviid Kjær.
Artiklen fortsætter under billedet
Udviklingen er blevet vendt
Ved at være opsøgende og gøre opmærksom på faget er det lykkedes at tredoble antallet af lærlinge i skorstensfejerfaget på få år.
- Vi blev enige om at møde op på en masse jobmesser rundt omkring i landet, og vi har været med på Skills de sidste to gange som udstillingsfag, og det er jo et stort udstillingsvindue, så det har helt sikkert også gjort noget, siger skortstensfejeren, der også har været til folkemøderne på Møn og Bornholm for at reklamere.
Artiklen fortsætter under billedet
Ved at tage kontakt til det lokale jobcenter lykkedes det Jesper Hviid Kjær at finde en lærling, der ellers aldrig havde overvejet at prøve kræfter med faget:
- Min vejleder spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at prøve at være skorstensfejer. Jeg havde ikke hørt om faget før. Jeg kunne da godt se, de kom på besøg en gang om året, men det var ikke noget, jeg havde tænkt videre over, så kom jeg i prøve i 12 uger, og det fangede mig, siger Stefan Petersen.