Den lollandske livstidsfange Peter Valdemar Larsen var dømt for at have begået rovmord i Kældernæs. Alligevel undslap han fængslet og drev gæk med enorme danske politistyrker i en desperat jagt på frihed.
Vi stiller skarpt på en af de allerstørste menneskejagter i Danmark siden 2. Verdenskrig.
Det var tidligt om aftenen lørdag den 1. september 1952, da den forsigtige skrabelyd skabt af en fil mod metal kunnes hørte i den lille celle i Nyborg Statsfængsel på Fyn.
Fængselsbetjentene havde vagtskifte, solen var netop gået ned, og månen hang næsten fuld på himlen over de de to fanger Peter Valdemar Larsen og Henry Hansen.
Det høje sikkerhedsniveau havde gjort, at Nyborg Statsfængsel havde ry af at være et flugtsikkert fængsel. Derfor var det også hjem for nogle af Danmarks hårdest dømte fanger. Henry Hansen var blevet flyttet til fængslet, da han tidligere var stukket af fra et fængsel i Jylland.
Sikkerheden blev imidlertid brudt på nærmest tegneserie-agtig facon. De to fanger havde tiltusket sig en fil fra et værksted i fænglets gartneri, og de havde nu nat efter nat arbejdet sig forsigtigt gennem tremmerne foran vinduet.
Der lød et lille ‘klak’, da den overfilede tremme for vinduet endelig blev hevet ud. Få minutter senere klemte de to mænd sig ud igennem det nu større hul i tremmerne øverst i højre side af vinduet. Efter at være sprunget ned på jorden løb de to mænd uden en lyd hen til muren omkring fængslet.
Muren var mere end fire meter høj, men ved hjælp af en vogn, der kunne køres hen til muren, formåede den atletiske Peter Valdemar Larsen at komme op på den. Han hjalp også Henry Hansen op. Nu stod de foran den mest vanskelige prøve. Det elektriske hegn.
Hegnet var berygtet blandt fangerne. Gule skilte advarede om livsfarlig spænding, og rygtet gik blandt fangerne, at de havde set fugle dø ved berøring. Det var dog ikke sandt, havde Peter Valdemar Larsen fundet ud af. Hegnet var ikke farligere end de elektriske hegn, der stod omkring markerne på hans hjemegn på Lolland.
Langsomt og behændigt fik sig møvet gennem hegnet og ud i friheden.
Klokken 20.09, syv minutter senere, gik alarmen. Dermed var den største menneskejagt i Danmark siden krigen en realitet.
Det var en kold aften, da to mænd søndag aften den 11. december 1949 sneg sig ind i hos købmanden i den lillebitte by Kældernæs på det nordlige Lolland.
Peter Valdemar Larsen og hans bror havde hørt, at købmanden op til jul havde mange kontanter liggende. Købmanden fungerede også som lokal bank, og det var den funktion, de to var særligt interesserede i.
Med sig havde de Peter Valdemar Larsens pistol. Det var en tysk Walther-militærpistol fra Anden Verdenskrig. Den var ladt med skarpe skud.
Købmanden blev beordret op i sin seng, hvor han skulle sidde under dynen. Men det ville den aldrende købmand ikke høre tale om. Han ville ikke finde sig i at blive røvet og gik til angreb på dem med sin stok.
Et af slagene med stokken ramte Peter Valdemar Larsens hånd, forklarede han senere. Slaget fik ham til at trykke fingeren sammen om aftrækkeren, og sekundet efter lå købmanden hårdt såret af skudet.
Peter Valdemar Larsen og hans bror flygtede, og den hårdt sårede købmand blev kørt i ambulance til Sakskøbing Sygehus. Men selvom han var ved bevidsthed, så ville han ikke sige, hvem der havde skudt ham. På sygehuset måtte lægerne opgive at redde hans liv.
Selvom købmanden selv ikke var til nogen hjælp med opklaringen af sagen, så tog det kun politiet få uger at finde frem til Peter Valdemar Larsen og få hans alibi skudt ned. Selvom han de første timer efter anholdelsen nægtede at have noget med sagen at gøre, så erkendte han snart drabet.
Det var et vådeskud under et mislykket røveri, forklarede han politiet. Bagefter havde han angiveligt smidt pistolen i Nakskov Fjort. Politiet troede ham ikke. De mente, at der var tale om et rovmord, hvor de to brødre på forhånd havde aftalt at skyde købmanden for at få fat på hans penge.
Peter Valdemar Larsen selv pegede i retten på en anden grund til, at købmanden havde vundet deres interesse. Han havde nemlig været til mænd, og havde lagt an på de to, fattige brødre, da de var børn, sagde han i vidneskranken. At manden måske var homoseksuel havde ingen andre dog hørt om, og nævningene troede ham ikke over en dørtærskel.
De mente ikke, at der var tvivl om skylden hos Kældernæs-morderen, som han blev kaldt.
Efter en kort retssag blev han idømt livsvarigt fængsel.
Peter Valdemar Larsen var vokset op i et fattigt arbejderhjem i Nakskov i en familie, der allerede var belastet af kriminalitet.
Som stor dreng så han godt ud - og hans flotte udseende og venlige fremtræden har gjort, at han senere er blevet kaldt en sympatisk morder.
Billedet er dog mere komplekst. Peter havde tidligt vist problemer i omgangen med andre mennesker. Det endte ofte i konflikter, der lidt for tit eskalerede i vold.
Han havde det ikke fra fremmede. Også hans far havde ry for at være noget af en børste, der eksempelvis havde taget sin søn med ud for at tæve en mand, som de mente skyldte familien penge.
Det er almindeligt, at gerningsmænd til kriminalitet ikke fortæller sandheden, når de fortæller om deres handlinger.
- Vi har det, som gerningsmanden ønsker at fortælle os. Og det kan godt være, at han forsøgte at gøre sagen lidt pænere, end den var. Men der har vi heldigvis sporene. Det er blevet tiltagende vigtigt for os at se på spor i de seneste år, når vi skal fastslå, hvad der er sket. Men i sidste ende er det retten, der afgør, om en anholdt taler sandt, siger den tidligere leder af Rigspolitiets Rejsehold, Bent Isager-Nielsen.
Peter Valdemar Larsen kom tit med forklaringer, som var svære at tro på. Forklaringer, der nedtonede hans eget ansvar i eksempelvis den kriminalitet, han havde begået.
Ifølge en tidligere kollega var han i virkeligheden som to personer i én. I det ene humør var han charmerende, hjælpsom, intelligent og meget forstående. I det andet humør var han direkte ond. Han fik en særlig gnist i øjnene, når han var i det onde lune, fortæller folk omkring ham i dag. Og så kunne en vase pludselig komme flyvende gennem luften.
Han havde også en rastløs natur. Han havde svært ved at slå sig til ro med noget - og gik ofte frem og tilbage, når nogen talte med ham, fortælles det.
Efter at have aftjent sin værnepligt giftede han sig, købte et lille hus og fik et arbejde som medhjælper på en gård. På papiret så det godt ud - men det var i virkeligheden en katastrofe for manden.
De første år efter krigen var trods Marshallplanen præget af økonomisk krise og krigsøkonomi i Danmark. Priserne var stigende, og lønnen fulgte ikke med.
Samtidig blev han ramt af to katastrofer, fortæller folk med kendskab til sagen i dag. Først brændte familiens hus ned. Derefter flyttede parret tilbage til konens far. Her har han fortalt, at han fandt konen igang med at dyrke sex med sin egen far.
Peter Valdemar Larsen blev chokeret, og begyndte at drikke. Kort efter begyndte han at begå væbnede røverier.
Flugten fra fængslet i september 1952 kom få år efter en anden stor fængselsflugt i Danmark.
I julen 1949 havde den dømte indbrudstyv Carl August Lorentzen vundet landsdækkende berømmelse og opmærksomhed, da han havde gravet en lang tunnel ud af sin fængselscelle i Horsens Statsfængsel.
Men hvor Carl August Lorentzen blev betegnet som en gentleman-tyv, der skabte smil ved sin gavtyveagtige frækhed og sin opfindsomme flugt, så var sagen en helt anden med Peter Valdemar Larsen. Flugten vakte ramaskrig. Det kunne ikke være rigtigt, at en livstidsdømt rovmorder så let kunne undslippe et af landets mest sikrede fængsler. Rejseholdet blev tilkaldt, og sat til at organisere efterforskningen.
Jagten på morderen fyldte meget i sin samtid.
- Det var en stor sag, og den fyldte meget i pressen. Den var også vigtig i mín gamle afdeling, Rejseholdet. Og den var vigtig, fordi den netop handlede om vores område. Den alvorlige personfarlige kriminalitet. Det var dog lidt overraskende, at vi blev sat til at lede eftersøgningen efter ham. Forcen hos Rejseholdet var jo at strukturere en omfattende efterforskning, siger den tidligere leder af Rigspolitiets Rejsehold, Bent Isager-Nielsen.
De store overskrifter blev heller ikke dæmpet af politiets meget kontante advarsler om Peter Valdemar Larsen: Han var livsfarlig, uberegnelig og efter alt at dømme bevæbnet, lød det - og hans portræt blev opsat over hele landet. Hele 6.000 efterlysningsplakater blev trykt og hængt op på eksempelvis politistationer og banegårde. Der blev også udlovet en dusør på 1.000 kroner for oplysninger, der kunne føre til hans arrestation.
Der blev sat vagt ved tog- og vejforbindelser til og fra Fyn.
Børn fra Nyborg fortæller den dag i dag, hvordan forældrene var skræmt over fangeflugten, Børnene måtte ikke lege ude efter mørkets frembrud - og de fortæller, hvordan alle ordentlige borgere dagligt tjekkede deres brændeskure, udhuse og lader i jagten på Kældernæsmorderen.
Der blev udsendt vagter på Lolland, som man mente nok ville være det sted, hvor han ville gemme sig. Han valgte derfor at tage en helt anden rute.
Før mordet og fængslingen fik en anden hændelse stor betydning for Peter Valdemar Larsens liv og flugt.
I tiden før Danmarks befrielse i 1945 kæmpede diplomater og repræsentanter for modstandsbevægelsen for at sikre, at Danmark efter krigen fik status som en allieret nation, og ikke skulle sidestilles eller straffes som en allieret til Tyskland.
Samarbejdspolitikken og især den svage danske modstand og hurtige overgivelse til Tyskland i 1940 var et alvorligt problem i forhandlingerne, hvor især Sovietunionen ikke var meget for at placere Danmark blandt de allierede nationer.
Danmarks repræsentanter forhandlede uden noget mandat fra Danmark, der stadig var under tysk styre. Men de spillede hårdt for at få Storbritanniens støtte i spørgsmålet. .
Spillet lykkedes - men de danske repræsentanter måtte love, at Danmark efter krigen ville påtage sig allierede forpligtelser - det vil sige, at Danmark skulle sende tropper til Tyskland, og holde en del af landet besat.
De danske besættelsesstyrker var der som en garant for ro og orden, når de civile organisationer i landet skulle genopbygges efter efter seks års krig og 12 års nazistisk styre.
Det danske forsvar skulle imidlertid først bygges op igen fra grunden, og derfor tog det to år, før Danmark var klar til at indfri løftet til Storbritannien.
Først i juni 1947 kunne de første danske soldater tage til Tyskland, hvor de skulle stå for besættelsen af en del af Friesland, og senere igen en del af Holstein. Navnet på styrken var Den Danske Brigade i Tyskland - og blandt de første soldater, der blev sendt afsted, var den unge Peter Valdemar Larsen.
Dermed startede den tid, som han selv har betegnet som sin bedste.
Han var udsendt som værnepligtig til Tyskland, og den hårde disciplin og tydelige rangorden i hæren bekom ham vel. Han trivedes med de mange fysiske udfoldelser som soldat: Han var mesterskytte, og udmærkede sig med sin stærke fysik i eksempelvis orienteringsløb og idræt. Her var han en af de allerbedste, fortæller hans militære papirer. Som led i den militære uddannelse blev han også trænet at holde sig skjult i terræn, der mindede om de danske skove.
Bemærkelsesværdigt er det, at der ikke ligger kriminalsager eller disciplinærsager fra hans udsendelse - selvom de forekommer i stort tal før og efter turen til Tyskland. Træningen i orienteringsløb og camouflage kom han til gavn, da han som flugtfange under jorden drev gæk med hundredvis af betjente og soldater.
I timerne efter flugten over det elektriske hegn i Nyborg Statsfængsel gik fangerne Peter Valdemar Larsen og Henry Hansen rundt i på vejene omkring fængslet i månelyset.
De for imidlertid vild på de små veje - og endte efter et par timer med at komme tilbage til fængslet.
Her blev de opdaget af en politipatrulje.
Peter Valdemar Larsen tog straks benene på nakken, og flygtede ud i et nærliggende mose- og skovområde. Tilbage stod Henry Hansen. Han overgav sig straks: "Det er ikke mig, der er Kældernæsmorderen. Det er ham derude," skulle han som det første have sagt til politiet.
Betjentene optog til fods forfølgelsen af Peter Valdemar Larsen - men de kunne ikke følge med den sportstrænede livstidsfange i det kuperede terræn.
I timerne derefter blev der lagt en jernring omkring hele området, som i de følgende dage blev gennemgået af politifolk, soldater og indkaldte hjemmeværnsfolk, der benyttede samme taktik som ved klapjagt. De gik simpelthen gennem den tætte skov i kæder, så de var sikre på, at alt blev gennemgået.
De dygtige efterforskere fra Rigspolitiets Rejsehold blev sat til at lede jagten på manden, der kulminerede den 10. september 1951, hvor intet mindre end 500 mand, 40 trænede politihunde, en flyvemaskine og flere radiovogne gennemsøgte hele området.
Der var tale om den største eftersøgning siden krigen, og den blev massivt fulgt af pressen - men ingen pressefotografer kom hjem med det ventede foto af flugtfangen, der blev ført tilbage til sin fængselscelle.
Peter Valdemar Larsen var som sunket i jorden - og først flere år efter fortalte han, hvordan han var undsluppet fælden.
Han havde gemt sig i et tæt buskads, og klapperne havde været så tæt på ham, at han havde kunnet røre dem.
"Det var virkelig noget, der morede mig," fortalte han. Bagefter var han søgt bag klappernes linje, og var igen flygtet.
Han sammenlignede det senere med et skakspil, som han spillede med poltiets efterforskere. Hans taktik var hele tiden at tage den svære vej og hele tiden gøre det, som politiet mindst ventede.
Derfor satte han da heller ikke Lolland som mål - men derimod den jyske grænse til Tyskland - landet, hvor han havde haft sin bedste tid.
Transporten over Fyn og igennem Jylland skete ved, at han i timevis klamrede sig fast på undersiden af en togvogn, der var udstyret med en stor olietank.
Det var særligt dramatisk, da vognen i Lunderskov ved Kolding blev udsat for en kontrol af en jernbanearbejder. Det lykkedes for Peter Valdemar Larsen at forblive skjult trods kontrollen.
Flere uger senere fortalte vidner til politiet, at de havde set en mand, der lignede Peter Valdemar Larsen være svært beruset nær grænsen - men da politiets efterforskere kom til stedet, var sporet allerede koldt.
To uger efter flugten krydsede Peter Valdemar Larsen uset grænsen til Tyskland, og brugte den næste tid som turist.
Han besøgte en gammel kæreste nær sin tidligere kasserne, og han besøgte også byen Lübeck, der var blevet temmelig ødelagt af allierede tæppebombadementer under Anden Verdenskrig.
Den kolde krig var på dette tidspunkt allerede igang, og Peter Valdemar Larsen valgte derfor at søge mod DDR.
Det var ikke noget problem at komme over grænsen uden pas - men op mod jul 1952 blev han genkendt af en dansker, der var i området. Kort efter blev han anholdt af Det Østtyske Folkepoliti, der efter jul udleverede ham til Vesttyskland.
Nu startede et større diplomatisk cirkus. Der gik så at sige storpolitik i sagen.
Der var nemlig efter besættelsen ikke etableret noget særligt samarbejde mellem det danske og det tyske politi - og der var heller ikke nogen udleveringsaftaler mellem de to lande. Samtidig var Danmark en ivrig modstander af Vesttysklands optagelse i NATO.
Hvor DDR havde været meget hurtigt med at slippe ud af problemet med en livstidsfange på flugt, så var samarbejdsviljen blandt myndighederne i Vesttyskland til at overse.
Sagen gik i hårdknude, og flere kilder har senere ment, at udleveringen trak så meget ud, fordi Tyskland forsøgte at tvinge indrømmelser ud af de danske myndigheder. Danmark havde på dette tidspunkt havde flere tyskere fængslet for forbrydelser begået under besættelsen - og vi krævede en lang række danske statsborgere i tysk tjeneste under krigen udleveret.
Efter et halvt år i et vesttysk fængsel forsøgte Peter Valdemar Larsen selv at gøre opmærksom på sin sag. Han skrev breve til danske myndigheder om at hjælpe han - og smadrede sin celle flere gange. Desuden indledte han en sultestrejke.
Målet med at kontakte de danske myngheder var ikke at komme tilbage til Danmark. Han ville allerhelst tilbage til Østtyskland, hvor fængslerne var langt at foretrække, skrev han.
Omkring en måned senere kom der skub i sagen. Peter Valdemar Larsen blev udvist af Vesttyskland - til sin store ærgelse til Danmark.
Da Peter Valdemar Larsen kom tilbage til Danmark endte han i Statsfængslet i Vridsløselille - og angiveligt under skærpede forhold.
Han klagede flere gange senere over at være blevet udsat for vold af fængselsbetjente.
Da han blev løsladt 17 år efter sin dom, fortsatte han sin kriminelle løbebane - mest i form af indbrud. Han er aldrig senere blevet sat i forbindelse med mord.
I 1950’erne blev den kolde krig betydeligt skærpet - og i 1955 blev Tyskland optaget som en del af NATO. Det var også begyndelsen på enden for det danske engagement i landet. De danske tropper havde i stadig højere grad fungeret som en NATO-styrke, der skulle forsvare Tyskland i tilfælde af en konfrontation mod Øst-landene. Derfor blev den danske besættelse i Tyskland kort efter afblæst. Dannebrog blev sidste gang taget ned fra kasernen i Itzehoe i 1958.
Det er aldrig blevet fastslået, hvorfor Peter Valdemar Larsen oplevede så fine forhold under sin fængsling i DDR, ligesom det heller ikke er afklaret, hvad den østtyske sikkerhedstjeneste STASI egentlig mente om udleveringssagen. Alt tyder dog på, at de ikke ville røre den dømte rovmorder med en ildtang.
Selvom fastholdt Peter Valdemar Larsen frem til sin død, at det aldrig havde været hans hensigt at dræbe købmanden i Kældernæs. Han beklagede derfor aldrig drabet - men han erkendte, at han fortrød, at han havde taget ladegreb på pistolen før røveriet.
Du kan blive endnu klogere på historien om Kældernæs-morderen i dokumentaren om ham. Den kan du se i dette link: Se dokumentaren: Kældernæs-morderen.
Du kan også se andre historiske mord-historier i vores tema.
Denne artikel er skrevet af Jakob Olling i 2018.
Den er produceret i forbindelse med udarbejdelse af TV ØST dokumentaren: Historiske mord – Kældernæsmordet, produceret af Ingrid Østergård og Toke Sloth Grøndal.
Tak til de lokalhistoriske arkiver i Maribo og Rudbjerg for lån af materiale, samt til Egholm Museum for assistance.
