18-årig blev dræbt af skud - snart falder dommen

Forsvarere trækker sag om drab på 18-årig skarpt op i Østre Landsret, og påstår, at anklagers kronvidne lyver.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Igen og igen har han løjet politiet direkte ind i ansigtet for at redde sig selv. Han er kommet med mange forskellige forklaringer. Og pludselig skal vi tro på ham. For hvorfor skulle han lyve? Er det godt nok?

Forsvarer Michael Juul Eriksen ser på nævningene i retssal 1 i Østre Landsrets nye bygning i Københavns Nordhavn.

Det er dem, der nu skal træffe et vigtigt valg. Vil de, som byretten gjorde det, sende to mænd i fængsel i mange år frem, baseret på en hashhandlers forklaring? Eller er de så meget i tvivl, at de vil lade de to tiltalte komme ud i friheden igen?

Tre og et halvt år er der gået, siden den 18-årige Zobair Saidi d. 28. april 2019 lidt efter kl. 22 afslappet kom gående op ad stien langs boligblokkene i Ladegårdsparken i Holbæk.

Lokket i baghold

Som så mange gange før skulle han hente en klump hash, som hashhandleren, der boede i Ladegårdsparken 135 havde smidt ud til ham over sin altan. Men denne aften var noget anderledes. Saidi havde fået en fast tid at komme på af hashhandleren. Netop dette havde fået Saidis ven til at studse over aftalen.

- Du skal ikke gå derop, bror, det lyder mærkeligt, sagde vennen til Saidi.

Læs også
18-årig blev dræbt: Mor besvimede i retssalen
Læs også
18-årig blev dræbt: Mor besvimede i retssalen

Men Saidi var ikke nervøs. Da han passerede bænken i mørket, rejste en skikkelse sig og gik hen og stillede sig bag en statue. Saidi bukkede sig for at samle hashen op. Imens kom personen fra statuen løbende frem.

- Hva’ så!! råbte han, og affyrede tre skud mod Saidi.

Derefter skød han to gange mere, før han løb langs boligblokken og forsvandt. Saidi lå på jorden. To skud var dræbende, blandt andet var han ramt i tindingen af et nærskud.

To mænd sidder tiltalt for drabet. Ifølge anklagemyndigheden var det den nu 28-årige Bandidosrocker P., der skød og dræbte Zobair Saidi i Ladegårdsparken, mens den nu 30-årige M. var med til at planlægge drabet.

Anklagemyndigheden mener, at baggrunden for drabet skal findes i en voldsom konflikt, der udspillede sig imellem Bandidos og en gruppe utilpassede unge fra boligområderne Vangkvarteret og Ladegårdsparken i Holbæk. Politiet kalder grupperingen Vanggruppen.

Forsvarer: Hvilken aftale lavede de?

I byretten blev de to mænd idømt fængsel på livstid for drabet. De blev dømt efter bandeparagraffen, fordi man fandt, at der var tale om en konflikt mellem to grupperinger, og at der i konflikten havde indgået skydevåben.

De to tiltalte har siden deres anholdelse nægtet sig skyldige. Ifølge P. har han ikke befundet sig i Ladegårdsparken på drabstidspunktet. M. siger at han aldrig har været med til at lave en aftale om at Saidi skulle slås ihjel.

Skuddrab Ladegårdsparken april 2019
Læs også
Advarede 18-årig før drab: - Du skal ikke tage derover
Skuddrab Ladegårdsparken april 2019
Læs også
Advarede 18-årig før drab: - Du skal ikke tage derover

Sagen har været efterforsket af Midt- og Vestsjællands Politi længe, især fordi det har været svært at få vidner til at stå frem. Et år efter drabet tilstod hashhandler Mikkel Oliver Falck Nielsen dog, at det var ham, der aftalte med Zobair Saidi, at han skulle komme til Ladegårdsparken på det specifikke tidspunkt for at hente hash. Han tilstod samtidig, at han sammen med P. og M. havde lavet en aftale om, at Zobair Saidi skulle afstraffes, fordi han dels havde stjålet fra hashhandleren, og dels havde spillet en fremtrædende rolle i konflikten mellem Bandidos og Vanggruppen, som han ifølge politiet var tilknyttet.

For sin rolle i sagen modtog hashhandleren 12 år i fængsel for medvirken til drab. Men spørgsmålet er, hvilken aftale, om nogen, der egentlig var indgået mellem rockerne og hashhandleren, påpegede forsvareren for M, Anders Schønnemann gentagne gange under sin procedure i Østre Landsret tirsdag.

Skulle have en lærestreg og bank

Allerede under forelæggelsen af sagen, bad Anders Schønnemann nævninge og dommere om at lægge mærke til, hvor beviset er for, at aftalen mellem rockerne og hashhandleren drejede sig om drab. Hashhandleren har nemlig hele tiden under sin forklaring både til politiet og i by- og landsret fastholdt, at aftalen gik ud på at Zobair Saidi skulle have bank og en lærestreg.

- Jeg ville ikke have lavet en aftale om at nogen skulle dræbes, har hashhandleren flere gange sagt, ligesom han flere gange har fortalt, at han ville have advaret Saidi, hvis han havde vidst, at rockerne ville slå ham ihjel.

Desuden har hashhandleren og hans daværende kæreste begge under vidneansvar forklaret, at hashhandleren græd og råbte ”de tog røven på mig, de tog røven på mig”, da han hørte skuddene falde nedenfor hans altan i Ladegårdsparken.

Den tiltalte M. har i retten forklaret, at han ikke mener, at der lå en aftale mellem rockerne og hashhandleren, men at hvis der gjorde, var der højest tale om at Saidi skulle have ”en røvfuld”.

- Hvor er beviset henne for at min klient M. vidste, at Zobair Saidi skulle skydes? spørger Anders Schønnemann og kommer selv med svaret:

- Det findes ikke. Derfor skal I frifinde min klient, siger han, og beder Landsretten overveje, om hashhandler Mikkel Oliver Falck Nielsen er blevet dømt på et forkert grundlag, eftersom han er dømt for medvirken til et drab.

Forsvarer: Hashhandler havde et motiv

Forsvareren for P., Michael Juul Eriksen påpeger, at hashhandleren har kommet med så mange forskellige forklaringer, at han er utroværdig.

- Han lyver jo. Han lyver, siger han, og fremhæver flere eksempler på detaljer i sagen, der ifølge forsvareren er ulogiske. Herunder hvorfor hashhandleren bare går ind og accepterer en dom på 12 års fængsel, hvis ikke han vidste, at Zobair Saidi skulle slås ihjel.

- Mikkel Oliver Falck Nielsen var glad, da Zobair Saidi kortvarigt var fængslet. Han var rædselsslagen for ham. Han afpressede og truede ham, og Saidi stjal hans penge. Han har løjet hele vejen igennem, han har et motiv og han har taget 12 år for noget, han ikke har gjort, siger Michael Juul Eriksen og påpeger, at der er et vidne, der har set gerningsmanden.

Ved en billedkonfrontation har han afvist, at den mand, han så, var den tiltalte P.

- Det er da at sætte ord på tvivlen. Det er jo, fordi Mikkel lyver igen, siger forsvareren.

På P. blev der desuden fundet nogle få krudtpartikler, da han blev anholdt. Michael Juul Eriksen fremhæver overfor retten en undersøgelse, der viser, at krudtpartikler kan flyttes fra en genstand til en anden, ligesom han fremhæver flere domme, hvor retten har lagt til grund, at få krudtpartikler ikke kan være et fældende bevis for, at en tiltalt har affyret et skydevåben

Desuden fremhæver forsvareren, at der blandt andet blev fundet to krudtpartikler på en af de poser, P. ved sin anholdelse fik på hænderne. Men krudtpartiklerne sad udvendigt, så de kan jo dårligt komme fra P., understreger Michael Juul Eriksen. 

Sendte en mand med en revolver

Anklager Andreas Kjærulff er ikke enig i, at hashhandleren ikke kan bruges som vidne i sagen. Han er et stærkt og meget troværdigt vidne, der har afgivet en detaljeret forklaring. Hans forklaring er endda støttet af flere tekniske beviser i sagen. Jeg har ikke anledning til at mene, at der er kommet noget som helst nyt frem i sagen her, og jeg mener, at I bør følge byretten og dømme de to tiltalte skyldige i drab, siger anklageren.

Forsvarer Anders Schønnemanns påstand om, at aftalen mellem rockerne og hashhandleren gik ud på at Saidi skulle have en lærestreg og et lag tæsk, giver anklageren ikke meget for. – Hvis han skulle have haft tæsk, havde man sendt et tæskehold, så man var sikker på, at man kunne overmande ham. Det gjorde man ikke. Man sendte en mand med en revolver. Meningen var, at Saidi skulle dræbes, siger Andreas Kjærulff til nævningene.

Skyldkendelse og eventuel dom vil blive afsagt i Østre Landsret d. 14. september.


Nyhedsoverblik