I dag er det dronning Margrethes fødselsdag. En anledning, der særligt i år, hvor regenten fylder 80 år kunne have hidkaldt i massevis af blomsterhilsner fra befolkningen.
Men i coronaens skygge blev festligholdelse aflyst og buketter i stedet ønsket sendt til landets ældre og ensomme. Og hun blev taget på ordet, den gode Daisy. Det kan blomsterbinder Annie Glerup fra Vipperød skrive under på.
Hun og datteren besluttede sig for at tage mod opfordringen om at sørge for blomster til de ældre. På dette tidspunkt havde de aldrig forudset, at det skulle blive til næsten 700 blomster og chokolader til ældre i hele oplandet.
- Først tænkte vi bare, at Tyssingehave (plejehjemmet red.) i Tølløse skulle have lidt blomster. De skulle have chokolade, blomster og portvin, fortæller blomsterbinderen fra Vipperød.
Artiklen fortsætter under billedet
Annie Glerup lagde et opslag på Facebook, om at man for 40 kroner kunne være med til at sende en hilsen til en ældre medborger. Og så væltede det ind med penge.
- Så sad vi pludselig der med en masse penge, fortæller Annie Glerup.
- Så fandt vi andre steder, hvor der måske også kunne være borgere, der ville nyde godt af en blomst.
På den måde blev det til blomster og chokolade til borgere i både Regstrup, Eskilstrup, Kirke Hyllinge, Undløse, Ugerløse og Store Merløse.
- Vi skal ud til 694 borgere. Derfor bliver det potteplanter i stedet for bundne, forklarer Annie Glerup.
Artiklen fortsætter under billedet
For at kunne bringe de mange blomster ud har Annie Glerup fået hjælp fra otte frivillige pakkere. De begyndte at pakke klokken ti i formiddag. Dertil har 20 frivillige hjulpet med at køre ud.
Selv tjener hun heller ikke noget på det.
- Hver en krone går til indkøb af blomster og chokolade. Al arbejdskraft er frivillig. Jeg får ikke engang penge for arbejdstiden.
Lokale Brugs-butikker har derudover doneret forskellige ting til de ældre i deres eget nærområde.
- Det er fantastisk, der er nogen, der vil donere til os, siger Helle Dall, Teamleder på Tyssingehave på vegne af beboerne.
Og tilbage i haven i Vipperød har en overvældet Annie Glerup haft en travl dag.
- Jeg ville jo bare have sørget for blomster til 65 beboere på et ældrecenter. Men så greb det om sig, og jeg blev grebet, fordi alle pludselig var så vilde efter at donere penge og foreslog nye steder, hvor ældre borgere også ville sætte pris på blomster, siger hun glad og tilføjer:
- Men det er også lidt hårdt.