Asbestjord ved børnehave fjernes, men forældre er stadig bekymrede

Flere forældre til børn i børnehaven Villa Kulla i Holbæk holder deres børn hjemme af frygt for fund af sundhedsskadelige stoffer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Børnene løber normalt og leger på legepladsen i børnehaven Villa Kulla i Holbæk.

I dag var der ingen børn at se.

- Jeg synes, det er svært, fordi min datter jo rigtig gerne vil i børnehave, siger Camilla Sejr, hvis datter går i børnehaven.

Hun er dog en af de forældre, der i den seneste uge har valgt slet ikke at sende sit barn i børnehave, efter der blev fundet spor af asbest i jorden ved siden af.

Indtag af asbeststøv kan i værste tilfælde forårsage lungehindekræft.

- Jeg ville virkelig have ondt i maven, hvis jeg skulle aflevere hende nu, siger Camilla Sejr.

Camilla Sejr holder sin datter hjemme fra børnehave, af frygt for at hun indånder farlig asbeststøv.
Camilla Sejr holder sin datter hjemme fra børnehave, af frygt for at hun indånder farlig asbeststøv. Foto: Martin Stilling - TV2 ØST

Overraskende fund

På grunden ved siden af børnehaven lå tidligere en sprogskole, der blev revet ned på baggrund af de resultater, der fremgik i en miljørapport for stedet.

I TV 2-dokumentaren "Den sorte svane" kom det dog frem, at der er blevet fiflet med tallene i miljørapporten.

Miljørapporten sagde, at der var fundet det miljø- og sundhedsskadelige PCB i en enkelt prøve fra stedet, mens en anden rapport viste fund af PCB i 16 prøver.

Derfor valgte Holbæk Kommune efter dokumentaren et tage nye jordprøver fra stedet, og de viste ingen spor af PCB.

Til gengæld blev der fundet asbest i en enkelt af prøverne.

Mangler afklaring

Fredag blev det øverste jordlag på grunden derfor fjernet for at komme asbesten til livs.

Byggegrunden på den anden side af børnehaven er dog endnu ikke testet for giftige stoffer, og børnehaven er ikke blevet rengjort efter fundet af asbest.

Udsigten fra børnehavens legeplads vidner om, at nabogrunden lige nu bliver undersøgt.
Udsigten fra børnehavens legeplads vidner om, at nabogrunden lige nu bliver undersøgt. Foto: Martin Stilling - TV2 ØST

Derfor står forældrene stadig tilbage med mange spørgsmål og bekymringer om, hvad der skal ske og hvornår.

- Bekymringen er, at man ikke ved, hvad de her børn, som er helt ned til etårsalderen, kan være udsat for, og hvilken betydning det har, når børn har fået det ind, siger Sofie Eiland Olsen, der er forældrerepræsentant i børnehaven.

For Camilla Sejr føles ventetiden lang.

- Lige nu går jeg bare og afventer og ved ikke, hvornår jeg kan fortælle min datter, at hun kan komme i børnehave igen, fortæller hun.

Ingen betydelig sundhedsrisici

Holbæk Kommune har stillet forældrenes spørgsmål videre til Styrelsen for Patientsikkerhed.

I svaret understreger embedslægen, at "der ikke er grund til at mistænke, at børnene har været udsat for en betydelig mængde af hverken PCB eller asbest under nedrivningsarbejdet af sprogskolen".

Læs også
Kommune undersøgte grund efter TV 2-dokumentar - nu er de første prøver klar
Læs også
Kommune undersøgte grund efter TV 2-dokumentar - nu er de første prøver klar

Det svar var en stor lettelse for borgmesteren

- Vigtigst af alt. Forældrene skal ikke være bekymrede og børnene har ikke taget skade, siger Christina Krzyrosiak Hansen (S).

Borgmester i Holbæk Kommune, Christina Krzyrosiak Hansen (S), maner til ro, i forbindelse med sagen om forurenet jord.
Borgmester i Holbæk Kommune, Christina Krzyrosiak Hansen (S), maner til ro, i forbindelse med sagen om forurenet jord. Foto: Martin Stilling - TV2 ØST

De seneste uger har kommunen haft fuldt fokus rettet mod sagen om forurenet jord.

- I det sekund vi vidste det her, gik vi jo ud og fik taget prøver, og selvom de viste, at der fagligt set ikke var meget at være urolig for, så valgte vi at lave ekstra prøver og ekstra rengøring, og det er jo det, der foregår lige nu og her, fortæller Christina Krzyrosiak Hansen (S).

Holder stadig børnene hjemme

Sofie Eiland Olsen ser også positivt på de svar, som embedsmanden har givet på forældrenes spørgsmål.

Læs også
Asbest fundet ved børnehus
Læs også
Asbest fundet ved børnehus

Der skal dog lidt mere til, før hun kan være helt tryg ved at sende sit barn i børnehave igen.

- Vi vil selvfølgelig rigtig gerne have de her tiltag, vi har bedt kommunen om at udføre, gennemført, så nu går tankerne bare på, hvornår det bliver sat i værk, siger Sofie Eiland Olsen.

- Bekymringen er, at man ikke ved, hvad de her børn, som er helt ned til etårsalderen, kan være udsat for, og hvilken betydning det har, når børn har fået det ind, siger Sofie Eiland Olsen, der er forældrerepræsentant i børnehaven.
- Bekymringen er, at man ikke ved, hvad de her børn, som er helt ned til etårsalderen, kan være udsat for, og hvilken betydning det har, når børn har fået det ind, siger Sofie Eiland Olsen, der er forældrerepræsentant i børnehaven. Foto: Martin Stilling - TV2 ØST

Det drejer sig blandt andet om jordprøver af byggegrunden ved siden af børnehaven, rengøring af børnehaven og en såkaldt geltape-analyse af asbestniveauet ved børnehaven.

Heller ikke Camilla Sejr er tryg nok til, at hun tør sende datteren i børnehave.

- Før der kommer svar på, hvornår der bliver gjort rent og de her prøver inde fra byggegrunden kommer, så vil jeg ikke sende hende afsted, siger hun.


Nyhedsoverblik