En 61-årig mand er afgået ved døden efter en brand på et plejecenter i Store Merløse.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi fredag morgen.
De pårørende er underrettet.
Branden blev anmeldt klokken 01.54 natten til torsdag. Både brandvæsnet og ambulancer blev sendt til plejecenteret, hvor der bor sårbare personer og andre med psykiske skader.
Imens hastede personalet til mandens lejlighed, hvor der var kraftige flammer.
- Personalet kom manden til undsætning og kunne se, at branden havde godt fat i lejligheden. Allerede på det tidspunkt var han svært forbrændt flere steder på kroppen, og der var ild i hans tøj, sagde Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, til TV2 ØST torsdag.
Brandårsag skal undersøges
Manden blev efterfølgende kørt på Rigshospitalet, hvor han blev indlagt i kritisk tilstand med alvorlige forbrændinger.
Tre personer, som blandt andet var personale, blev tjekket for røgforgiftning, men de havde ikke behov for yderligere behandling.
Fredag skal politiets kriminalteknikere undersøge stedet i forsøget på at fastlægge brandårsagen.
- Det er ren rutine, når nogen kommer alvorligt til skade eller ligefrem dør, sagde Martin Bjerregaard, Midt- og Vestsjællands Politi, til TV2 ØST torsdag.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyste i den forbindelse til TV2 ØST, at man ikke har mistanke om, at der ligger nogen forbrydelse bag branden.