Retten i Holbæk har netop påbegyndt retssagen om drab på en 37-årig afghansk kvinde, der blev overfaldet med kniv den 3. november 2022 foran Plejecenter Samsøvej i Holbæk.
Kvinden blev tildelt 78 læsioner på blandt andet tarme, hals og brystkasse, viser obduktionsrapporten. Det oplyser specialanklager Anja Lund Liin under sin forelæggelse af sagen.
To personer er tiltalt for drab og medvirken til drab på kvinden, der var gravid i 26. uge.
En 25-årig mand er tiltalt for at have begået drabet, en 34-årig kvinde er tiltalt for medvirken til drab. De nægter sig begge skyldige.
Ifølge anklagemyndigheden havde den 34-årige tiltalte kvinde og den 37-årige dræbte kvinde en kærlighedsrelation og boede sammen.
Den 37-årige var desuden muslimsk gift med en mand, der var far til den dreng, hun bar i maven.