Harpøth var træt af DF - nu vil han samle borgerne med midtsøgende lokalliste

I 21 år har John Harpøth været en del af Dansk Folkeparti. For meget intern fnidder får ham nu til at starte sin egen lokalliste i Holbæk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ny Holbæk bliver navnet på den lokalliste, som den nu tidligere DF’er John Harpøth kommer til at stå i spidsen for. 

Det har han offentliggjort på et pressemøde mandag formiddag – dagen efter Morten Messerschmidt er valgt som ny formand for Dansk Folkeparti.

Efter 21 år som folkevalgt i Dansk Folkeparti, hvordan er det så at stå her i dag og have meldt sig ud?

- Det er med vemod. Det er det. Men det har i lang tid faktisk været min overvejelse, at jeg ikke kunne være med i Dansk Folkeparti længere. Jeg synes, at Dansk Folkeparti er gledet ud af mit DNA. Og det er udgangspunktet i, at jeg nu siger, at det definitivt er slut.

quote I mit hjerte, der er Messerschmidt ikke den rigtige til at køre det her videre

John Harpøth, tidligere medlem af DF

Dansk Folkeparti fik i går valgt Morten Messerschmidt som formand med et stort flertal. Hvad er der galt med Messerschmidt?

- Jeg ved ikke, om der er noget galt med Messerschmidt. Messerschmidt er jo en yderst dygtig person. God til at tale og god til at fremsige alle sine politikker, men i mit udgangspunkt og i mit hjerte, der er Messerschmidt ikke den rigtige til at køre det her videre. Hele ledelsen omkring Messerschmidt tror jeg ikke på. Ganske enkelt. Der har været så meget fnidder og fnadder gennem de sidste to år og specielt omkring sagerne i EU. Det kan jeg ikke være med til. Mit udgangspunkt er, at når man er politiker, skal man være ærlig og åben og dialogsøgende og se sig tilbage og have en ren sti. Det er udgangspunktet herfra. Når vi kommer ud ad de tangenter, så er jeg ikke med mere.

Det var over 60 procent af de delegerede i går, som pegede på Messerschmidt. Så i det parti, som du indtil for nylig var medlem af, må der være en stor tiltro til ham. Den har du så bare ikke?

- Nu skal man så se på, hvor mange der var på det delegerede møde. Omkring 1000. Hvor mange har stemt, og hvor mange er medlemmer af det her? Dem, der har stillet op, de har haft et udgangspunkt i, at flertallet ville stemme på Morten og andre ville stemme på de to andre kandidater. Det er jo sådan, at hvis man spurgte den brede befolkning, så tror jeg ikke, det forholder sig sådan.

Læs også
Messerschmidt valgt som ny formand i DF - lokalformænd håber nu på ro i partiet
Læs også
Messerschmidt valgt som ny formand i DF - lokalformænd håber nu på ro i partiet

Du talte tidligere om, at du ikke synes, at Morten Messerschmidt er DF’er?

- Han vil jo gerne være DF’er, men jeg tror ikke på, at Morten er den DF’er, som vi vil have partiet skal shine af, for Morten er ikke den person, der går ind i de forskellige hjem og slet ikke ude på bøh-landet. Det har Kristian Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard været gode til, men det er som om, at de er gledet ud ad de her tangenter, og det er som om den brede befolkning, den har de ikke opbakning fra. Det kunne vi også se til det seneste kommunalvalg, vi havde her i Holbæk.

Er der simpelthen for lidt medisterpølse og brun sovs over Messerschmidt?

- Det ved jeg ikke. Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over, men udgangspunktet er, at han ikke er i mit hjerte, og jeg ved også, at han ikke er i mine kollegaers hjerte.

Det har været undervejs i noget tid. For halvandet til to år siden meldte hele den daværende gruppe i kommunalbestyrelsen ud, at I overvejede ikke at stille op på grund af det her fnidder internt i ledelsen. Så hvad er hovedårsagen? Det årelange fnidder eller formandsvalget, vi lige har været vidner til i Herning?

- Det er årelangt fnidder, kombineret med de her retssager og formandsvalget her til sidst. Det er en kombination af det hele.

Læs også
Politisk redaktør: Ny lokalliste vil gøre op med Christiansborg-politik og skænderier
Læs også
Politisk redaktør: Ny lokalliste vil gøre op med Christiansborg-politik og skænderier

Hvilken fremtid ser du for Dansk Folkeparti?

- Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over, men jeg tror, at DF får en svær fremtid. Det tror jeg helt sikkert. Jeg håber det bedste for dem, men nu har jeg valgt at gå en anden vej. Det, mener jeg, er det bedste for Holbæk Kommunes borgere, og det er dem, jeg skal repræsentere, for nu sidder jeg alene i kommunalbestyrelsen. Der er valg om fire år igen, der vil jeg arbejde på, at vi får held i det nye parti.

Men 21 år, er det ikke lige netop nu, når dit gamle parti er i en kæmpemæssig krise, at du burde blive og kæmpe for partiet?

- Det kan man sige, og det har nogen haft en holdning til. Jeg har altid været rebellen, jeg har altid været den, der har taget initiativ til at skrive til Christiansborg, og hver gang er vi blevet føjet af med et elastiksvar. Det gider vi ikke, vi vil gerne tages alvorligt ude på landet også. Havde de lyttet lidt til os herude, så tror jeg også, at det havde set helt anderledes ud for Dansk Folkeparti, så var jeg måske også blevet. Men jeg ser ikke nogen fremtid i Dansk Folkeparti, i hvert fald ikke i mit DNA mere.

quote Det er et parti, jeg håber, vil favne vores borgere bredt

John Harpøth, tidligere medlem af DF

Hvad er det for en lokalliste, som du nu står i spidsen for?

- Det er et parti, jeg håber, vil favne vores borgere bredt. Udgangspunktet er, at vi ved, at mange interesserer sig for politik, og der er mange, som har kunnet lide mine tidligere kollegaer, men ikke har kunnet se sig i Dansk Folkeparti. Der er flere af mine kammerater, der har sagt personligt til mig, at de ikke kunne stemme på mig med det udgangspunkt, der er på Christiansborg og i Dansk Folkeparti. Det er et af mine udgangspunkter i mit nye parti, at der er så mange, vi kan samle op med et midtsøgende parti, og jeg håber, at vi får en fremtid i Holbæk. Hvis ikke må vi lukke ned. Men jeg er sikker på, at mange vil dele vores interesse omkring de her ting.

Navnet på John Harpøths parti bliver Ny Holbæk.
Navnet på John Harpøths parti bliver Ny Holbæk. Foto: Morten Spuhr - TV ØST

Er det et parti som Dansk Folkeparti, som under den foregående periode markerede sig som modstander af en moské her i Holbæk?

- Det dér med moskéen, det kan jeg ikke svare på på nuværende tidspunkt, men der er ingen tvivl om, at personligt i mit hjerte har jeg den holdning, at jeg tager til Tyrkiet og ser på moskéer, og hvis der er et trossamfund, som vil have en moské, så bliver det formentlig ikke med min stemme. Men det er klart, at vi tegner en streg i sandet og kigger fremad og ligger al DF-politik til side. Der er mange ting, der skal op til overvejelse. Det har vi allerede gjort, men det er vigtigt, at vi får de rigtige politikker ind på de rigtige tidspunkter.

Læs også
DF-veteran har fået nok - forlader partiet efter 21 år
Læs også
DF-veteran har fået nok - forlader partiet efter 21 år

I får skabt en liste der, i modsætning til andre partier, jo ikke er bundet op på noget fra Christiansborg. Hvilke muligheder ser du i det?

- Vi ser masser af muligheder. Vi ser, at vi ikke behøver kigge os over skulderen og kigge på politikprogrammet fra de respektive partier på Christiansborg og udelukkende tegne vores egen politik her i Holbæk, som jeg synes, vi har været så gode til med de tidligere kollegaer, jeg har haft i kommunalbestyrelsen fra DF. Vi har altid fulgt den sobre linje og haft den gode dialog. Vi har også taget udgangspunkt i seriøse borgerhenvendelser. Når jeg er gået i seng, har jeg haft en ren mailboks, fordi alle skulle have et godt svar. Vi kan ikke trylle, men vi kan gøre en indsats for de borgere, som ser, at Holbæk Kommune er svær at komme igennem.

Siden Morten Messerschmidt søndag blev valgt som formand har 445 meldt sig ind Dansk Folkeparti, mens 45 har meldt sig ud. 

Lige nu er det dog gratis at melde sig ind i partiet.  


Nyhedsoverblik