I starten af juli måtte Karsten Andersen opgive sit livsværk. Økonomien hang ikke længere sammen, og den økologiske slagtermester måtte erklære sig konkurs.
- Jeg har det forfærdeligt. Jeg tror ikke, man kan forklare det. Jeg har aldrig lavet andet, det er hele mit liv. Hele mine forældres liv. Jeg og mine børn er vokset op på Slagtergården, siger Karsten Andersen.
Konkursen kom, efter slagteren i 2022 måtte flytte ud af Holbæk og til Slagelse for at drive forretningen videre.
Jeg har aldrig lavet andet, det er hele mit liv
I over 130 år har der ligget slagter i Smedelundsgade i Holbæk. Karsten Andersens forældre overtog stedet tilbage i 1974. Men i 2021 blev der bygget boliger tæt på slagteriet, og det medførte en række problemer for Karsten Andersen.
- Jeg har det lidt stramt med Holbæk Kommune lige nu, siger han.
Naboklager
Da Karsten Andersen først hørte om boligplanerne, blev han med det samme bekymret for slagteriets fremtid. Men det skulle han ikke ifølge Holbæk Kommune.
- Jeg kom til alle dialogmøderne, og der fik vi at vide, at der ikke var noget, vi skulle bekymre os for. De mente ikke, der var noget at frygte, fortæller Karsten Andersen, der dog havde lidt svært ved at tro på det.
Derfor bad han kommunen om nogle kaffemøder, hvor han også fik at vide, at det ingen konsekvenser ville få for hans slagteri.
Men som han havde frygtet, kom klagerne med det samme, da de første beboere flyttede ind i nybyggeriet. Og så havde Karsten Andersen ikke været opmærksom på, at der var blevet lavet ny lokalplan for området.
Det betød blandt andet, at slagteriet overskred de tilladte støjbegrænsninger.
- Vi skal selvfølgelig selv være opmærksomme på, hvad der sker i området. Men jeg havde ikke været opmærksom på den nye lokalplan, siger Karsten Andersen.
- Men hvorfor har man fra kommunens side af ikke lige taget mig i hånden og oplyst mig, når jeg nu har været i dialog med dem.
Klagerne medførte, at kommunen blev opmærksom på det høje støjniveau fra slagteriet. Derfor fik de et påbud om, at nedbringe støjen inden for fire uger.
- Vi fik et tilbud fra et firma. Det ville koste en million at få lavet en konstruktion over kølemaskinerne, men firmaet kunne ikke garantere, at det ville være nok i forhold til støjen.
Forsøgte at blive i Holbæk
Karsten Andersen måtte derfor indse, at det ikke gav mening at blive på Smedelundsgade. Derfor ankede han kommunens påbud, så han på den måde fik længere tid til at finde et nyt sted at drive slagteriet.
- Jeg var meget aktiv og forsøgte at finde et nyt sted i lokalområdet, men jeg ikke kunne finde noget. Så jeg spurgte også kommunen, om de havde forslag til, hvor vi kunne flytte hen for at blive. Men jeg fik ikke fået noget svar. Det virker ikke til, at de var interesseret i at beholde os i kommunen.
Derfor flyttede slagteriet sidste år til Slagelse. Men timingen var ikke særlig god.
- Der var corona, inflation og krig. Det blev meget dyrere at ombygge de nye lokaler. Vi fik en meget større gæld, end vi havde beregnet. Og så er det ikke ligefrem luksusvarer, folk køber i øjeblikket, siger Karsten Andersen.
Var I gået konkurs, hvis ikke I havde været nødt til at flytte slagteriet?
- Nej, så havde vi kunnet gå under radaren. Så havde vi kunnet overleve. Vi havde haft en fin virksomhed i dag, ikke prangende, men fornuftig.
Kommune genkender ikke
Hos Holbæk Kommune har man forståelse for, at det er en trist situation, Karsten Andersen er endt i. Men man er ikke enig i det billede, slagteren fremlægger.
Min oplevelse var, at vi i den grad forsøgte at hjælpe
- Jeg genkender ikke, at vi ikke har været behjælpelig med at finde en anden lokation. Min oplevelse var, at vi i den grad forsøgte at hjælpe, men at arbejdet blev afbrudt, da han sagde, at de flyttede til Slagelse, siger Lotte Højgaard, der er leder for by, landskab og mobilitet i Holbæk Kommune.
Hun anerkender, at der kan opstå konflikt, når der er politisk ønske om flere boliger samtidig med, at eksisterende erhverv gerne vil blive liggende. Dog mener hun ikke, at kommunen har håndteret situationen forkert.
- Vi har forsøgt at kommunikere så meget og så godt, vi kunne. Men det kan godt være, at når vi kigger tilbage på forløbet, at vi så kunne have informeret mere præcist om nogle ting, siger Lotte Højgaard.
- Vi har forsøgt at tage hensyn til både beboerne og klagerne, men også til slagteriet.
Fremtiden er usikker
Både den gamle Slagtergården i Holbæk og den nye i Slagelse er nu blevet tømt. Det var vigtigt for Karsten Andersen, at de erklærede sig konkurs, inden kassen var helt tom.
- Jeg vil gerne kunne se de mennesker, jeg har haft handel med i øjnene. Så det var vigtigt, at jeg kunne afslutte det ordenligt. Så de fleste af vores leverandører, har fået deres penge tilbage. Og så er der de to store kreditorer, som ikke har fået.
Derudover har slagteriet fået solgt eller givet de resterende vare til Stop Madspild, så der ikke gik noget til spilde.
Tror du, din slagterkarriere er slut?
- Jeg ved det ærlig talt ikke. Nu har jeg holdt 14 dages tiltrængt ferie, og så må jeg se, hvad der skal ske, siger Karsten Andersen.