Nyhedsoverblik

Holbæk-borgmester får ny post

Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) bliver ny formand for børne- og undervisningsudvalget i kommunernes forening, KL.

Det oplyser KL i en pressemeddelelse torsdag.

Udnævnelsen sker som led i en større rokering efter at Aarhus' borgmester Jacob Bundsgaard (S) forlader politik og sin post som næstformand for KL. 

Christina Krzyrosiak Hansen har tidligere været formand for KL's sundheds- og ældreudvalg.

Formand for organisationen er fortsat Kalundborgs borgmester Martin Damm (V).