For to dage siden var det hele lige ved at blive ødelagt for Fælledens Græsningslaug i Holbæk.
Flere ugers forberedelse til et nyt naturplejeprojekt på Holbæk Fælled blev udsat for hærværk af ukendte gerningsmænd. Siden har en dedikeret gruppe medlemmer af Fælledens Krogræsserlaug knoklet for at blive klar på ny – og i dag kunne de så med smil op til begge øre hilse de første tre gallowaykvæg velkommen i det grønne.
Jeg har glædet mig længe – der var ekstra sommerfugle i maven i dag
- Jeg har glædet mig længe – der var ekstra sommerfugle i maven i dag – det var nærmest en forløsning for os som borgere i Holbæk at se, nu kommer det i gang, siger Leif Bonderup, der er medlem af ledelsen i Fælledens Græsningslaug.
- Det er skønt at se, der er den store opbakning omkring projektet her. Der er mange, der gerne vil det her i Holbæk, tilføjer han.
Det var således ikke kun fælledens godt cirka 30 frivillige, der var mødt frem for at se køerne springe af traileren og ud på det solbeskinnede græs søndag formiddag. Mange nysgerrige havde også – i coronaforsvarlig afstand – lagt vejen forbi.
- Jeg tror og håber på, at flere og flere vil se, hvor fedt et projekt det er, siger Leif Bonderup og tilføjer:
- Det er formålet med det hele – der bliver meget større variation i dyreliv, planteliv og insekter. Vi får skabt en høj biodiversitet – det glæder jeg mig til.
Det er fortsat uvist, hvem der forvoldte store skader på det hegn, som omkranser fælleden. Lokalt har der været udtrykt kritik af projektet – blandt andet med en underskriftindsamling – men Leif Bonderup håber nu blot, at projektet, der også er blevet hilst velkommen af Danmarks Naturfredningsforening, kan få lov til at vise sit værd.
- Af den grund er det ekstra fedt at se, at så mange mennesker er glade for det projekt her, siger han.
- Vi ved ikke, hvem der har gjort det – og det skal vi holde fast i. Vi skal ikke begynde at pege fingre af nogen. Politiet må finde ud af, hvem der har gjort det.
Det særlige ved gallowaykvæg er deres tykke uld. Ulden er i to lag; et lag under-uld og et lag yder-uld. Yder-ulden beskyttet mod fugt, imens under-ulden isolerer.
Racen stammer oprindeligt fra Skotland.
Plads til alle
I alt er det ambitionen, at 20 kvæg skal græsse på den fredede fælled. Det handler ifølge Leif Bonderup om at finde den helt rette balance – for hele formålet med køerne er at skabe naturpleje:
- Det handler ikke om, at vi skal få så mange køer som muligt ud på Holbæk Fælled. Det handler om, vi skal få skabt det bedste grundlag overhovedet for, at vi får en høj biodiversitet og en spændende natur.
Og selvom der nu skal skabes plads til bier, fluer og mange andre insekter foruden hjorte og ræve – så er fælleden ikke blevet et lukket område for de, der ynder at bruge stedet, siger Solveig Reichert, medlem af Fælledens Græsningslaug.
- Det er et stort areal, dyrene kommer til at gå på, så man kan sagtens jogge igennem og gå tur med sin hund og gøre det, som man ellers har lyst til, siger hun og tilføjer:
- Det gode er, at der kommer en masse vild natur. Dyrene kommer til at gå og give en masse gødning, og de kommer til at holde græsserne nede, så der kommer flere vilde blomster. Der bliver et rigt insektliv, fluer, bier – der kommer til at være så skønt herude – det er noget, vi alle ved, vores natur har brug for.
Holbæk Fælled blev oprindeligt fredet tilbage i 2014. Med til fredningskendelsen hører, at kommunen er forpligtet til at holde området som et overdrev – en naturtype, der opstår ved vedvarende græsning af et areal.
Her har køerne en vigtig rolle. De kan nemlig noget, som hverken menneskehænder eller maskiner kan klare på samme, nænsomme vis. Ved deres græsning sikrer de, at området får karakter af et overdrev, alt imens de samtidig medvirker til en øge biodiversitet, håber kommunen.