Holbæk Kommune har underskrevet en samarbejdsaftale med headspace.
Det skriver kommunen i pressemeddelelse.
Det betyder, at headspace kan rykke ind i lokaler, som Sparekassen Sjælland-Fyn stiller gratis til rådighed i Holbæk midtby, og kan begynde rekrutteringen af frivillige.
- Jeg er glad for, at vi har kunnet samle kræfter lokalt og få headspace til kommunen. Alt for mange unge har ondt i livet og mange af dem risikerer desværre at ende i regulær mistrivsel.
- Jeg tror, at vi sammen med headspace kan gøre rigtig meget for at forbedre de unges trivsel, siger Lars Qvist (S), der er borgmester i Holbæk Kommune.
Headspace i Holbæk vil desuden forestå workshops på skoler og uddannelsesinstitutioner.
Headspace og den bagvedliggende forening med navnet Det Sociale Netværk er stiftet af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen.