Nyhedsoverblik

Moské reddet fra flammerne

En hurtig indsats fra Vestsjællands Brandvæsen fik mandag eftermiddag reddet Tyrkisk Islamisk Kultur- Og Undervisningscenter i Holbæk - herunder foreningens moské - fra at gå op i flammer og røg.

For kort efter klokken 17.24 stod flammerne ovenud af taget på en tilbygning til foreningens lokaler på Smithsvej 6 i Holbæk.

- Da jeg landede dernede, brændte det lystigt i tilbygningen, siger indsatsleder Niklas Kristensen fra Vestsjællands Brandvæsen.

- Til at starte med, frygtede vi, at branden ville få fat i selve moskéen, men med godt og hurtigt brandmandskab fik vi hurtigt stoppet branden.

I alt 12 brandfolk deltog i slukningsarbejdet, og ifølge indsatslederen var branden relativt hurtigt slukket.

Vagtchef Henrik Olesen fra Midt- og Vestsjællands Politi oplyser til TV2 ØST, at det endnu ikke er klarlagt, hvordan branden opstod.

- Det vil brandefterforskere klarlægge i morgen, siger han.