Våbnene blev fundet i forbindelse med en gennemsøgning inden for den visitationszone, der er oprettet på baggrund af flere opgør i det kriminelle miljø i Holbæk.
Kniven, pistolen og dertilhørende ammunition var gemt i en opgang.
Også torsdag fandt politiet forskellige våben. Her var det dog i et andet boligområde, nemlig Ladegårdsparken.
- På baggrund af gårsdagens våbenfund, har vi i dag søgt i et andet relevant område i forhold til konflikten imellem de to grupperinger i Holbæk. Også her fandt vi våben, og vi fortsætter vores målrettede indsats mod det kriminelle miljø, siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard.
Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer borgere i Holbæk til at tippe politiet på telefon 114, hvis de ser personer gemme ting i for eksempel buske eller opgange.