Fjernvarmekunder i Jyderup har en stor besparelse på varmeregningen i vente.
Vandforsyningsselskabet Fors A/S sænker nemlig nu prisen så meget, at en standardhusstand skal betale næsten 12.000 kroner mindre i fjernvarme i 2023.
Det skriver Fors A/S i en pressemeddelelse.
- Det er en rigtig god nyhed, vi kan overbringe vores kunder. Vi arbejder løbende på at sænke prisen på fjernvarme, og at vi nu kan sænke prisen igen med næsten 12.000 kroner er meget positivt, fortæller Rikke Saltoft, der er kundedirektør i Fors A/S.
Prisen for en standardhusstand sænkes helt konkret med 11.650 kroner for husstandene i Jyderup. Det betyder, at en standardhusstand i Jyderup i 2023 skal forvente en fjernvarmeregning på 32.000 kroner.
Det vedkommer cirka 900 kunder, som vil kunne se den nye pris på deres næste regning, oplyser Fors A/S.
Flere penge mellem hænderne
En af dem, som kan se frem til en mindre fjernvarmeregning er Kim Svendsen fra Jyderup. Han ser frem til, at få lidt ekstra penge mellem hænderne.
- Det vil jo betyde, at vi vil få flere penge mellem hænderne til hverdag og måske lidt ekstra, så vi kan spare lidt op, så vi ikke kun kan bruge penge på fornødenheder, siger han.
Han håber på, at priserne vil falde yderligere og at de vil lægge sig mere stabilt.
- Det kunne være dejligt, hvis priserne faldt, og blev holdt nede, så de ikke steg hele tiden. Det ville gøre det en del lettere at lægge et budget, siger Kim Svendsen.
Prisen følger markedet
Årsagen til prisændringen skyldes, at prisen på naturgas er faldet. Da fjernvarmen i Jyderup hovedsageligt kører på naturgas, har Fors A/S mulighed for at sænke prisen specifikt for kunderne i netop dette område.
- Vores vigtigste hensyn er at hjælpe vores kunder, så godt vi overhovedet kan. Vores kunder i Jyderup har været hårdt ramt af stigende naturgaspriser og dermed fjernvarmepriser, men vores budskab har hele tiden været, at vi løbende justerer prisen, når det er muligt, siger Rikke Saltoft.
Fors A/S er ifølge pressemeddelelsen drevet ud fra et såkaldt ”hvile-i-sig-selv-princip”, hvor indtægter og udgifter skal balancere. Når prisen falder på naturgas, følger prisen på fjernvarme altså med.
Kundedirektøren anerkender dog, at selvom prisen er faldet betragteligt, så er den stadig højere, end hvad kunderne er vant til.
- Fjernvarmeprisen er fortsat høj, og derfor kan der stadig være kunder, som har brug for hjælp. Derfor er vi som altid klar til at hjælpe med en betalingsordning. Ligesom vi også gerne hjælper med at gøre brug af den nationale indefrysningsordning, hvis det er relevant, siger Rikke Saltoft.
Priserne sænkes landet over
Det er især fjernvarmeværker, der primært er drevet af naturgas, som har mærket de svingende priser. Derfor er Fors ikke de eneste, der er begyndt at sænke priserne på deres fjernvarmeværker.
Det fortæller Kim Mortensen, som er direktør i brancheorganisationen Dansk Fjernvarme.
- Vi kan se det landet over. Mange af de her selskaber har jo varslet store prisstigninger i slutningen af 2022. Der har vi kunne se at stort set alle de her selskaber har lavet nye budgetter og sænket prisen her til det nye år.
Fokus på spareinitiativer
Udover prissænkningen har Fors A/S også iværksat en særlig indsats over for de kunder, der har størst gevinst ved at afkøle deres fjernvarmeanlæg. Når anlægget er afkølet korrekt, kan fjernvarmen nemlig bedre udnyttes og dermed sikre mere energi for pengene.
- Det er både godt for kundens energiregning og for klimaet, hvis vi får mest ud af den varme, vi producerer. Vi vil meget gerne i dialog med flere kunder, så man skal ikke tøve med at henvende sig, siger Rikke Saltoft.
Kunderne i Jyderup har desuden fået ændret deres betalingsmodel, så man er gået fra acontoafregning til løbende justering af prisen. Det er favorabelt for kunderne, når naturgaspriserne falder, da prisen hermed vil blive nedjusteret løbende frem for at blive på en fast pris. Omvendt vil det kunne mærkes prompte, hvis naturgaspriserne stiger igen.
Fra i dag, mandag den 23. januar kl. 10.00, er det i øvrigt igen muligt for fjernvarmeselskaberne at søge om støtte fra Fjernvarmepuljen, der indtil videre har 300 millioner kroner at dele ud af i 2023. Fjernvarmepuljen giver tilskud til udrulning af fjernvarmenet i nye fjernvarmeområder.
Dansk Fjernvarme forudser dog, at fjernvarmepuljen vil være gabende tom allerede i årets første kvartal.