Sidste boligområde sløjfet fra ghettolisten

Grønneparken i Holbæk – tidligere kendt under navnet Agervang – er nu blevet fjernet fra den såkaldte ghettoliste som det sidste boligkvarter i vores landsdel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Grønneparken i Holbæk, det tidligere Agervang-kvarter, er blevet fjernet fra den såkaldte ghettoliste – listen over parallelsamfund i Danmark.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Indenrigs- og Boligministeriet, hvor listen offentliggøres.

Listen har de seneste år været kendt som Liste over parallelsamfund, og her har Grønneparken som det eneste her i sendeområdet været at finde de seneste år.

Kvarteret fjernes samtidig fra listen over udsatte boligsamfund, hvor nu kun Lindholm-kvarteret fra Nykøbing Falster er repræsenteret fra vores landsdel.

Det er ifølge Indenrigs- og Boligministeriet et fald i antallet af dømte fra kvarteret i forhold til landsgennemsnittet, der fører til, at de nu fjernes fra listen.

Se hvordan Ghettolisten her i regionen har udviklet sig de seneste år i grafikken nedenfor.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Sådan har udviklingen været på Ghettolisten de seneste år.
Foto: Lonni Haugaard

Tilfreds borgmester

Borgmester i Holbæk Kommune, Christina Krzyrosiak Hansen (S), er glad for, at Grønneparken nu ikke længere skal betegnes som udsat boligområde.

- Det er en dejlig nyhed, som betyder meget både for os som kommune og uden tvivl for beboerne i Grønneparken. 

Lejerbo, Vangkvarteret, Grønneparken
Læs også
Tidligere ghetto skifter navn - boligforening håber på et bedre omdømme
Lejerbo, Vangkvarteret, Grønneparken
Læs også
Tidligere ghetto skifter navn - boligforening håber på et bedre omdømme

Hun understreger, at Det Boligsociale Team, politiet og kommunen har lagt et stort arbejde i forbedringer for boligområdet.

- Det betaler sig, og de mange kræfter, der er blevet lagt i at forandre området, gør en positiv forskel. De indsatser skal vi fastholde og arbejde videre med, så vi kan gøre området endnu bedre at bo og leve i, siger hun.

Har kæmpet for at komme væk fra liste

Vangkvarteret i Holbæk har gennem årene været plaget af både mange sociale problemer og problemer med kriminelle beboere.

Gennem flere år har kommunen og boligforeningerne i området arbejdet målrettet med at ændre områdets ry.

Fakta: Parallelsamfund

Ved et parallelsamfund forstås et alment boligområde med mindst 1.000 beboere, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 pct., og hvor mindst to af følgende fire kriterier er opfyldt:

  • Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 40 pct. opgjort som gennemsnittet over de seneste 2 år.

  • Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst 3 gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste 2 år.

  • Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grundskoleuddannelse, overstiger 60 pct.

  • Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) udgør mindre end 55 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

Kilde: Indenrigs- og Boligministeriet

Det er blandt andet sket ved at ændre navnet vangkvarteret, hvor Agervang foruden Havrevang og Engvang indgik til Grønneparken. Det forhindrede dog ikke området i at ryge tilbage på listen efter flere års fravær i 2021.

Området har tidligere været på listen over hårde ghettoer i Danmark – den liste, der nu kendes som Liste over Omdannelsesområder. 

Det er vigtigt for beboerne 

Ifølge boligsocial projektleder for Grønneparken, Mia Møller-Andersen, er det vigtigt for mange af borgerne, at Grønneparken ikke længere er at finde på listen over parallelsamfund.

- Vi har mange beboere, som ikke opfylder nogle af parametrene i forhold til at være på parallelsamfundslisten. Og mange af dem fortæller, at det kan være meget stigmatiserende at bo i et område som andre associerer med kriminalitet. Derfor er jeg i dag meget glad på vores beboeres vegne.

Selvom hun er meget glad for, at Grønneparken ikke længere er at finde på listen over parallelsamfund, understreger hun, at man fortsat vil fortsætte den boligsociale indsats i Grønneparken. 

Og at man derfor ikke vil prioritere anderledes, heller ikke når det kommer til udlejningskriterierne.

- Vi vil fortsat være et sted, hvor der er behov for en boligsocial indsats, og vi skal fortsætte med den helhedsorienterede tilgang til boligområdet sammen med alle vores gode samarbejdspartnere. 

Fire områder har været på udskældt liste

Ud over Grønneparken har en række andre boligområder fra vores landsdel tidligere været at finde på listen, der er udkommet årligt hvert år siden 2010.

Listen blev i en årrække kendt som ghettolisten og har været omdiskuteret – både fordi der historisk set ikke er tale om en ghetto, men også fordi man i områderne ikke altid var enige i, at man hørte hjemme på listen, der undervejs også har ændret definition flere gange. 

Lindholm i Nykøbing Falster blev taget af listen i 2020, Motalavej i Korsør og Ringparken i Slagelse blev taget af listen i 2021 – og torsdag blev Grønneparken altså fjernet fra listen.



Nyhedsoverblik