En af de tre sigtede i sagen om et drab på en 37-årig mand i Holbæk tirsdag aften er blevet varetægtsfængslet.
Det oplyser anklagerfuldmægtig Agnes Møller til Ritzau efter et grundlovsforhør onsdag i Retten i Holbæk.
Den fængslede er en litauisk mand på 33 år. Han er fængslet indtil 17. december.
De to øvrige sigtede er blevet løsladt, efter at retten har hørt deres forklaringer. Det drejer sig om to danske mænd på henholdsvis 45 og 51 år.
De nægter sig alle tre skyldig.
Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre.
Havde snitlæsioner i nakken og maven
Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer.
Men flere medier var til stede, da sigtelsen blev læst højt.
Ifølge Ekstra Bladet er de tre mænd sigtet for drabet efter fælles aftale og fælles forståelse.
Drabet fandt ifølge mediet sted omkring klokken 20.40 tirsdag. Den dræbte blev ramt af ikke under fire knivstik og havde snitlæsioner i både nakken og maven.
Manden var hårdt kvæstet af sine skader, da politiet nåede frem og afgik kort efter ved døden, skriver Sjællandske Nyheder, der også var til stede under grundlovsforhøret.
Vil ikke udtale sig om motivet
Forbrydelsen fandt sted på Blytækkervej i Holbæk på en adresse, hvor der både findes værksted og beboelse.
Onsdag morgen meddelte Midt- og Vestsjællands Politi, at den dræbte blev identificeret som en 37-årig mand. Ifølge Ekstra Bladet har han et udenlandsk navn.
Anklagerfuldmægtig Agnes Møller vil ikke oplyse, om den dræbte er fra udlandet.
Politiet har tidligere også oplyst, at de tre sigtede og den dræbte har en relation til hinanden og til stedet på Blytækkervej.
Det vil Agnes Møller heller ikke uddybe, da grundlovsforhøret foregik for lukkede døre.
Hun vil heller ikke udtale sig om motivet.