Nyhedsoverblik

To tilskadekomne efter sammenstød

Klokken 6.20 skete der et sammenstød på Munkholmvej cirka én kilometer vest for Munkholmbroen nær Holbæk.

Politiet er endnu ikke klar over, hvordan ulykken skete, men to personbiler er forulykket i et frontalt sammenstød, hvor begge biler er blevet totalskadet. 

I hver bil var der én person og ingen passagerer. 

Begge personer er alvorligt tilskadekomne. Den ene person er blevet fløjet med lægehelikopter til Rigshospitalet. 

Den anden person er blevet kørt med ambulance til sygehuset. 

Vejen er efter ulykken blevet spærret for trafik. Midt- og Vestsjællands Politi forventer, at oprydningsarbejdet er færdig klokken 10, hvorefter vejen åbnes for trafik.