Vidne stak af fra rockeroverfald: - Jeg er den glemsomme type

En yngre mand, der løb fra et voldeligt overfald med økser og hamre, forsøgte at lokke sin forfølger ind i et boligområde med overvågning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Skal jeg sige mit navn eller kan jeg bare sige ”anonym”, spørger den unge mand i vidneskranken. Han har trukket sit mundbind ned, så det hænger under hagen.

Selvom de tiltalte Bandidos-rockere er placeret i et lytterum i Retten i Holbæk og i øvrigt også er mandsopdækket af kriminalforsorgens betjente, er vidnet ikke begejstret for at sige sit navn. Eller for at sige noget som helst, mens han skal afgive forklaring i retssagen mod fire rockere, der er tiltalt for et voldsomt overfald på tre unge mænd af anden etnisk oprindelse end dansk.

De tre unge opholdt sig sammen med dagens vidne i et busskur i boligområdet Vangkvarteret i Holbæk den 7. oktober 2018, da tre biler pludselig kom kørende op forbi busskuret og bremsede.

Slagsmål Holbæk
Læs også
Rockere varetægtsfængslet i voldssag med økser og hamre
Slagsmål Holbæk
Læs også
Rockere varetægtsfængslet i voldssag med økser og hamre

Herefter gik det stærkt. Vidner har forklaret, at 10–15 store maskerede mænd, mange af dem skaldede, med hamre, køller og økser i hænderne, væltede ud af de tre biler. De løb over mod busskuret, hvor de fire unge stod og begyndte at slå.

Tre af de unge mænd blev efterfølgende kørt på skadestuen for at få tilset skaderne.

Forsøgte at beskytte sit hoved mod hammer

To forurettede har tidligere i retten forklaret, hvordan de blev overfaldet og slået. Den tredje, der blev overfaldet, skulle vidne onsdag.

I retten fortalte han, at han var begyndt at løbe, da han så de mange mænd komme ud af bilerne. Han faldt, men kom op at stå igen og løb, imens to mænd løb på siden af ham. Han kunne se, at hans to kammerater allerede lå ned på asfalten og blev slået. Mens han løb, slog den ene overfaldsmand ud efter ham med en hammer, som han fik fat i og holdt fast i. Men så begyndte den anden mand at slå ham, i hovedet og i ryggen. Han forsøgte at skærme sit hoved så godt, han kunne.

Slagsmål Holbæk
Læs også
Unge mænd blev overfaldet af rockere med økser og bat – i dag vidnede de i retten
Slagsmål Holbæk
Læs også
Unge mænd blev overfaldet af rockere med økser og bat – i dag vidnede de i retten

Bagefter tog han sammen med sine venner på skadestuen. Han udpegede mindst en af de tiltalte som gerningsmand til overfaldet for politiet. Den unge mand, der på tidspunktet for overfaldet boede i Holbæk og gik i gymnasiet, flyttede efterfølgende over til sin bror i Odense. Han turde ganske enkelt ikke at blive i Holbæk ovenpå episoden, fortalte han i retten.

Den glemsomme type

Og så kom dagens andet vidne. Ham, der intet ønskede at sige. I halvanden time forsøgte anklager Annette Ahm at få ham til at medvirke og fortælle, hvad der skete den 7. oktober 2018 klokken 17.45 ved busskuret. Uden held.

- Jeg har lige sagt til dig, at jeg ikke kan huske det. Det var i 2018. Nu er vi i 2020. Jeg forstår ikke, hvorfor du stiller mig alle de der spørgsmål, mand, sagde han til anklageren og gentog irriteret igen og igen, at han intet erindrer fra den voldsomme episode.

- Er der sket dig noget, siden du husker så forfærdeligt dårligt? Har du været ude for et uheld? spurgte anklageren ham.

- Næh, jeg er bare den glemsomme type, svarede den unge mand.

quote Jeg er bare den glemsomme type

Vidne i retten

Mere åbenmundet var han dog, da han talte med politiet. I en underskrevet politirapport, som anklageren læste op fra i retten og ved et tidligere retsmøde, har vidnet forklaret, at han tog benene på nakken, da han så de tre biler med mændene bremse op ved busskuret.

Han løb så hurtigt, han kunne, og fordi der var en mand, der forfulgte ham, forsøgte han at nå op i et boligkvarter, hvor han vidste, at der sad et overvågningskamera. Men umiddelbart inden kameraet kunne nå at opfange jagten, stoppede hans forfølger. Da den unge mand vendte sig om, kunne han se forfølgeren tage sin pegefinger og køre den hen over halsen, som for at sige, at du får skåret halsen over.

- Det var som om, at han også godt vidste, at der er kameraer deroppe, har han tidligere forklaret politiet.

Dertil har han fortalt politiet, at han efter overfaldet er blevet opsøgt af to maskerede mænd, der sagde til ham, at ”næste gang er det din tur”.

Har hjulpet politiet

Den unge mand har dog ifølge politirapporter hjulpet med at finde ud af, hvem der var med til overfaldet. Han har via Facebook taget billeder af flere personer, og sendt dem til politiet, ligesom han har henvendt sig til politiet og udpeget en af de tiltalte. Det nægtede han dog i retten onsdag.

- Det passer ikke, jeg har slet ikke Facebook. Jeg var bare bange og nervøs, og så kom der alt muligt lort ud af munden på mig, det var bare rygter, sagde han, mens han sad i vidneskranken.

Alle de fire mænd fra busskuret nægter at have været en del af den konflikt, der ifølge politiet var mellem den såkaldte Vanggruppe fra boligområdet og Bandidos.

En konflikt, der – mener politiet - kulminerede, da der blev kastet brandbomber mod rockernes klubhus i Østerstræde i Holbæk, og den 18-årige Zobair Saidi et halvt år senere blev likvideret i boligområdet Ladegårdsparken.

Anklager Annette Ahm spurgte vidnet, om han var en del af Vanggruppen, hvilket han benægter.

– Ligner jeg måske en, der er med i en gruppering? Jeg passer min skole, svarede den unge mand surt, og hidsede sig endnu mere op, da anklageren spurgte ham om hans forhold til den dræbte Zobair Saidi.

quote Ligner jeg måske en, der er med i en gruppering? Jeg passer min skole

Vidne i retten

- Ved du, hvem det er, du taler om? Gør du det? Jeg vil ikke svare på dine spørgsmål, men ja, jeg kendte ham, og nu er han død, sagde den unge mand i retten.

To andre vidner husket intet

Den unge mand, der intet husker, er ikke den eneste i sagen, der har været ramt af hukommelsestab. Således har to andre vidner i sagen været ude for hver deres trafikuheld, der bevirker, at de intet husker, ligesom et andet vidne i perioden for overfaldet røg så meget hash på daglig basis, at heller ikke hans hukommelse fungerede.

Senere i sagen, der strækker sig frem til februar måned, vil en betjent, der overvåger grupperinger i Midt- og Vestsjællands politikreds, i retten forklare om de grupper, der har været i området omkring Holbæk.

Udover det voldelige overfald ved busskuret er tre ud af de fire tiltalte ligeledes tiltalt for et overfald med blandt andet en totenschlæger tre dage senere på en yngre mand fra Nykøbing Sjælland. Ifølge politiet er overfaldene del af den samme konflikt.


Nyhedsoverblik