Nyhedsoverblik

12.000 kvadratmeter skal gøre Kalundborg internationalt førende

En stor millioninvestering skal gøre biotekbyen Kalundborg internationalt førende inden for sit felt.

Et nyt samarbejde mellem en bred kreds af industri- og uddannelsespartnere sikrer nemlig, at der investeres 320 millioner kroner til at styrke uddannelse, forskning og innovation inden for biobaseret produktion og biosolution i Kalundborg.

Det skriver samarbejdspartnerne i en pressemeddelelse.

Partnergruppen:

Det nye initiativ er udviklet i et samarbejde mellem en lang række partnere, herunder centrale organisationer med aktiviteter i Kalundborg:

- Professionshøjskolen Absalon

- Københavns Universitet (KU)

- Danmarks Tekniske Universitet (DTU)

- Teknika, Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser (NEG)

- Det Kongelige Danske Akademi

- Helix Lab

- Knowledge Hub Zealand

- Novo Nordisk

- Novonesis

- Novo Nordisk Fonden

- Kalundborg Kommune

- AP Pension

Kilde: Novo Nordisk Fonden.

Det helt centrale element i projektet bliver at opføre en ny campusbygning, der skønnes til at blive mellem 11.000-12.000 kvadratmeter. Bygningen skal bestå af faciliteter, der understøtter banebrydende undervisning, forskning og udvikling – for eksempel laboratorier og pilotanlæg.

Målet med den nye bygning er at øge antallet af lokale studerende i Kalundborg fra de nuværende cirka 500 til 1.500 i 2030, lyder det.

Det er AP Ejendomme, der bygger og kommer til at eje selve campusbygningen, mens Novo Nordisk Fonden og Novo Nordisk A/S bidrager med henholdsvis 202 millioner kroner og 120 millioner kroner. 

De 202 millioner kroner går til udvikling af undervisnings- og uddannelsesmiljøet i perioden 2025-2031, og de 120 millioner går til at finansiere huslejen de første syv år, efter at byggeriet er færdigt.