Nyhedsoverblik

19-årig anholdt - sparkede betjent til festival

Mandag har Midt- og Vestsjællands Politi gjort status over årets udgave af Kalundborg Rocker, som blev afholdt i weekenden.

Her blev blandt andet en 19-årig mand fra Jyderup anholdt klokken 01.40 natten til lørdag, da han i påvirket tilstand optrådte aggressivt på pladsen.

Manden blev ført væk af vagter og snart efter mødte en patrulje frem for at anholde manden. Dette modsatte han sig dog og valgte at sparke den ene af de to betjente.

Manden fik derfor skrevet vold mod tjenestemand til listen af sigtelser for lovovertrædelser.

En 22-årig mand valgte imidlertid også at blande sig i politiets arbejde.

Han blev sendt væk, efter at være blevet sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Både lørdag aften og nat stødte der ifølge politiet flere mindre episoder til med grupperinger, der stødte sammen.

Lørdag blev det derfor til yderligere tre sager, hvor personer blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen.