77-årig kajakroer drog alene afsted - blev fundet livløs i strandkanten

Det skulle have været en tur som alle andre for den 77-årige kajakroer Morten Steen fra Sejerø, men det blev det langt fra. 

Kristina Langemose Poulsen gik sammen med sin mand og deres to børn langs Nab Strand lørdag den 28. september cirka klokken 18.00 om aftenen.

Vinden blæste kraftigt ind over stranden på det sydlige Fyn.

- Vi var i sommerhus og ude for at gå en aftentur med to af vores børn, da min mand opdagede, at der lå noget i vandkanten, og vi kunne med det samme tydeligt se, at det var et menneske, fortæller hun.

quote Hvis jeg skal dø, så er det her den bedste måde at dø på

Morten Steen, kajakroer fra Sejerø

Otte timer forinden mødtes den 77-årige Morten Steen fra Sejerø med flere andre kajakroere til et træf ved Faaborg Fjord. 

Turen, som Morten Steen skulle ud på, strakte sig fra den fynske sydkyst nær Katterød Rev og over til Bjørnø. Det var hverken fremmed eller skræmmende for ham.

- Jeg så det som en tur ligesom alle andre, jeg har foretaget på sejl, og jeg har ofte foretaget dem alene, fortæller Morten Steen. 

Kortet viser, hvilken ruten Morten Steen havde planlagt, og hvor han blev fundet.
Kortet viser, hvilken ruten Morten Steen havde planlagt, og hvor han blev fundet. Foto: Grafik: Nick Abildgaard - TV2 ØST

Nu tænker du måske: Hvad har et sejl med kajak at gøre? Og det er der nok god grund til. Det er nemlig ifølge Morten Steen ganske usædvanligt for kajakroere at bruge sejl.  

- Jeg er en ret langsom roer, så med sejl på kajakken, kan jeg pludselig sejle fra de andre. 

Men sejlet og en ustabil kajak blev skæbnesvangert for Morten Steen. 

Ingen andre ville med 

De andre deltagere ved træffet skulle ikke nyde noget af den vind, som blæste på tværs af Faaborg Fjord. Ifølge DMI var der vindstød på 13-14 meter i sekundet.

- Jeg roede afsted cirka klokken 10.00, fortæller Morten Steen. 

Han var iført våddragt, sokker, støvler, redningsvest og en særlig ulden hue for at modstå blæsten.

Morten Steen har boet på østkysten af Grønland i 11 år, så han er vant til, at det er en særdeles vigtig opgave at klæde sig på efter forholdene. 

Syv gode råd, hvis du skal ro i kajak

  1. Tag på kursus: Inden du tager ud i kajakken, anbefales det, at du kontakter din lokale kajakklub eller en kajakinstruktør og sørger for at få styr på de basale forholdsregler og teknikker.

  2. På med vesten: Sørg altid for at have en redningsvest på, som passer til dig.

  3. Lær at redde dig selv: Du skal lære den rette teknik til at komme ud af kajakken og at komme op igen, hvis du kæntrer.

  4. Færdselsregler til vands: Det er væsentligt at lære færdselsreglerne til vands. Vigtigst af alt er, at maskindrevne fartøjer og surfere skal vige for kajakker.

  5. Hold øje med vejret: Tjek altid vejrudsigten. Er du ny i kajak, bør du aldrig ro ud ved en vindhastighed på over 5-6 meter per sekund.

  6. Har du husket det hele? Den rette påklædning og det rette udstyr er vigtigt, når du tager på tur i kajak.

  7. Giv altid besked: Giv venner eller familie besked om, at du tager en tur på vandet. Informer om, hvor du ror fra og til, og hvornår du forventer at være hjemme.

Kilde: Bevæg dig for livet.

Turen over til Bjørnø gik fint. Morten Steen kom planmæssigt i land og gik ind til Bjørnø By for at spise frokost.  

Klokken 13.00 var han tilbage i cockpittet i kajakken og klar til at drage tilbage over Faaborg Fjord.

Nu ramte udfordringerne Morten Steen. 

En kamp mod bølgerne  

- Bølgerne var relativt høje - omkring en halv meter, fortæller han. 

Det krævede hoftegymnastik for at holde kajakkens position i vandet. Vinden kom skråt bagfra fra vestnordvest. Det skulle vise sig at blive afgørende for hans videre færd.

quote Vi skærmede børnene for synet

Kristina Langemose Poulsen, sommerhusgæst ved Nab Strand

Morten Steen kæmpede med at holde balancen, men det var først, da han blev ramt af en bølge meget større end de foregående, at uheldet var ude.  

- Jeg gætter på, at klokken var omtrent 14.00, da jeg kæntrede. Pludselig kom der en bølge, der var meget større end de andre, og det var ikke godt for den kajak, jeg havde valgt, fortæller han.

Bølgen væltede Morten Steen i det 16 grader kolde vand, og kajakken vendte på hovedet.

Morten Steen blev fundet livløs i vandkanten. Arkivfoto.
Morten Steen blev fundet livløs i vandkanten. Arkivfoto. Foto: Per Rasmussen

Morten Steen forsøgte at vende kajakken, men det var en stor udfordring på grund af sejlet, som ydede modstand under vandet og gjorde det svært at få kajakken vendt. 

Den 77-årige kajakroer kom omsider op at sidde overskrævs på kajakken, men den blev ved med at tage vand ind. 

Læs også
Politiet leder stadig efter død kajakroers identitet
Læs også
Politiet leder stadig efter død kajakroers identitet

Han forsøgte forgæves at sætte sig i kajakken igen, og det kostede kræfter. Derfor opgav han missionen.

I et stykke tid blev Morten Steen hængende ved kajakken og holdt fast i sin pagaj. Han håbede, at han med opdriften ved hjælp af kajak, vind og strøm, kunne drive mod land.

Men efterhånden som tiden gik, fornemmede han, at han ingen vegne kom.  

Drev fire kilometer væk i bølgerne

Morten Steen slap pagaj og kajak. Han begyndte at svømme gennem de høje bølger og sigtede efter at nå kysten ved Katterød Rev.  Der var omtrent en kilometer. 

- Da jeg havde svømmet en halv kilometer og var rimelig kold, tænkte jeg, at det her er risikabelt. 

quote Han var helt livløs, bleg og med tang stikkende op fra støvlerne

Kristina Langemose Poulsen, sommerhusgæst ved Nab Strand

Men selv da kroppen var ved at lukke ned, var det ikke panik, der fyldte i Morten Steens hoved. 

- Hvis jeg skal dø, så er det her den bedste måde at dø på, når man er kajakroer, siger han. 

Den hårdt prøvede kajakroer fortsatte kampen. Men med knap 200 meter ind til bredden mistede han fornemmelsen for tid og sted.

Han havnede et helt andet sted, end han havde sigtet efter.

Skærmede børnene for synet

I bølgerne var Morten Steen drevet hele vejen ned til Nab Strand. Det betyder, at han drev op mod fire kilometer sydøst fra det område, hvor han kæntrede. 

Han lå livløs i vandkanten, hvor Kristina Langemose Poulsen sammen med sin mand og børn opdagede ham.

- Vi skærmede børnene for synet. Vi troede på det tidspunkt, at han var død. Han var helt livløs, bleg og med tang stikkende op fra støvlerne, siger Kristina Langemose Poulsen.

Parret ringede til alarmcentralen, som sagde, at de skulle påbegynde hjertemassage. De sendte straks deres to børn hjem langs stranden og påbegyndte redningsforsøget.

Læs også
Pilot reddet efter 45 minutter i iskoldt hav
Læs også
Pilot reddet efter 45 minutter i iskoldt hav

- Vi begyndte at give ham hjertemassage. Ret hurtigt kastede han vand op og kom til sig selv, siger Kristina Langemose Poulsen.

Ambulancen ankom hurtigt, og Morten Steen blev fragtet til intensivafdelingen på Odense Universitets Hospital.

Ambulancereddernes øretermometer viste, at hans kropstemperatur var 24 grader, hvilket betyder, at han var i overhængende fare for at miste livet.

Savner sin særlige hue 

Morten Steen er nu hjemme på Sejerø igen og ved at komme til hægterne efter ti dages indlæggelse med iltapparat og overvågning på Holbæk Sygehus. 

Her blev han overflyttet til efter at være kommet i bedring.

quote Jeg skal ikke ud at sejle i den samme kajak for sejl mere

Morten Steen, kajakroer fra Sejerø

- Jeg har det rimelig godt. Jeg døjer lidt med ondt i brystet, efter jeg fik at vide, at jeg skulle forcere nogle host en gang hver anden time for at få slim op, men det er det eneste, siger han.  

Morten Steen har det efter omstændighederne godt. Han har dog ikke længere tiltro til kajakken, som han forulykkede med.  

- Jeg skal ikke ud at sejle i den samme kajak for sejl mere. Fremover skal det kun være i min Yukon-ekspeditionskajak. Den er langsommere, men mere stabil, siger han.

Læs også
Kvinde mistede livet - kort tid efter kørte 132 for stærkt
Læs også
Kvinde mistede livet - kort tid efter kørte 132 for stærkt

Foruden valget af kajak den septemberdag fortryder Morten Steen ikke, at han drog afsted. Men han mistede noget særligt i bølgerne.

- Jeg mistede min uldne, tætstrikkede hue, som folk altid vurderer til at være fra Sydamerika. Den var jeg ærgerlig over at miste, siger Morten Steen. 

Ulykken skræmmer ham dog ikke for at tage afsted med kajak igen. Roning er nemlig noget af det, der giver ham allermest livsglæde, så for Morten Steen er det en selvfølge at skulle tilbage på vandet.


Nyhedsoverblik