Bandeveteran anholdt for dobbeltdrab i Kalundborg

Af retsbogen kan man se, at det var et nøje planlagt baghold mod de tre rivaler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

17. november 2020 omkring klokken 18.00 ankom tre mænd i en bil til parkeringspladsen ved Meny på Nørre Allé i Kalundborg. 

Den stille summen af mennesker til og fra supermarkedet blev klokken 18.07 afbrudt af en række skud fra flere forskellige våben.

To af de tre mænd i bilen døde som følge af skuddene, mens den tredje overlevede hårdt såret.

Læs også
To dræbt i skyderi i Kalundborg - købmand slog alarm
Læs også
To dræbt i skyderi i Kalundborg - købmand slog alarm

Dobbeltdrabet skete som følge af en konflikt mellem den nu forbudte bande Loyal to Familia (LTF) og en gruppering, politiet har kaldt Sydkystgruppen.

Seks mænd med større eller mindre tilknytning til LTF har siddet varetægtsfængslet for drab og drabsforsøg, men nu er endnu en mand blevet fremstillet for en dommer og varetægtsfængslet i sagen. Det fremgår af retsbogen, som TV 2 har fået aktindsigt i.

Ferie eller flugt

Den 30-årige har ifølge TV 2s oplysninger i flere år været en del af inderkredsen omkring ledelsen i LTF på Nørrebro i København. Han har inden for de seneste par år siddet varetægtsfængslet i en anden drabssag, hvor han ikke blev dømt.

Ifølge TV 2s oplysninger blev han anholdt i Aalborg Lufthavn lørdag 13. februar, og her skulle han angiveligt have været på vej ud af landet. Om det var på ferie eller på flugt vides ikke.

I det efterfølgende grundlovsforhør blev der nedlagt navneforbud, så TV 2 kan ikke oplyse mandens navn eller beskrive ham nærmere.

Læs også
Bandidos-rockere forlader klubhus
Læs også
Bandidos-rockere forlader klubhus

Af retsbogen og tiltalen kan man dog se, at det var et nøje planlagt baghold mod de tre rivaler, som de LTF-relaterede mænd er anklaget for at stå bag.

Tre dage før drabet mødtes en håndfuld af de anklagede mænd ved Asnæsværket og planlagde deres forbrydelser. Senere 14. november skulle flere af dem også være kørt rundt i Kalundborg for at rekognoscere forud for attentatet.

Planlagt baghold

Dagen efter mødet aftalte en af de tiltalte via beskedtjenesten Wickr et møde med de senere ofre, hvoraf mindst en af dem var medlem af Sydkystgruppen, som der står i anklageskriftet.

Mødet blev dog ikke til noget, fordi mændene med tilknytning til Sydkystgruppen ikke nåede frem. Dagen efter blev endnu et møde aflyst med begrundelsen om, at der var for meget politi i byen.

Læs også
Tæsket, afklædt og filmet - tre mænd skal forblive bag tremmer i voldsom kidnappersag
Læs også
Tæsket, afklædt og filmet - tre mænd skal forblive bag tremmer i voldsom kidnappersag

Den 17. november trillede de tre ofre dog direkte ind i det planlagte baghold. 

Her blev der åbnet ild med flere forskellige våben, og man kan af retsbogen se, at mændene også er anklaget for ulovlig våbenbesiddelse af en US-karabin, en pistol af mærket Glock og en pistol af mærket FN Browning.

Måske dobbeltstraf

Tre af de tiltalte skulle have været til stede under det dødbringende attentat, mens de øvrige er anklaget for at have bistået ved planlægning og flugt.

Der er rejst tiltalte efter den særlige bandeparagraf, der kan udløse dobbeltstraf, hvis de anklagede kendes skyldige. Sagen er berammet til at begynde den 10. marts.

Læs også
Endnu en person anholdt i sag om dobbeltdrab på parkeringsplads
Læs også
Endnu en person anholdt i sag om dobbeltdrab på parkeringsplads

Anklagemyndigheden har ikke ønsket at udtale sig forud for retssagen. Det har ligeledes ikke været muligt at træffe den sigtedes forsvarer for en kommentar.

Af retsbogen fremgår det, at den nu fængslede bandeveteran nægter sig skyldig.


Nyhedsoverblik