Nyhedsoverblik

Danmarks største vingård er solgt

Dyrehøj Vingaard, der er landets største vingård, på Røsnæs er blevet solgt.

Det oplyser Dyrehøj Vingaard.

Den nordvestsjællandske vingård er kendt for vine som Rös og Näs, blev i foråret 2023 sat til salg for en udbudspris på 39 millioner kroner.

Vingården har udsigt til Kalundborg Fjord samt et tilhørende grundareal på 53,5 hektar, hvor der er 50.000 vinplanter og eget vineri stort nok til at også kunne producere vin for andre avlere.

For Tom Christensen, der har ejet Dyrehøj Vingaard siden 2007, er det med lige dele lettelse og afklaring, at han overdrager sit livsværk.

- Jeg er både lettet og glad, men jeg må også indrømme, at jeg har en klump i halsen. Arbejdet, gården, medarbejderne og de frivillige – det er meget at give afkald på, siger han i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Men det var tid! Det har været en lang proces at tage beslutningen og derefter finde den rette køber, men nu er vi i mål, og jeg er sikker på, at Jacob er den helt rette.

Vingården overtages af Jacob Bruun-Jensen, der officielt bliver den nye ejer den 1. januar 2025

Selve købsprisen på Danmarks største vingård er dog ikke oplyst.