Nyhedsoverblik

Drenge på knallerter forsøgte at undslippe politiet

To drenge må undvære deres knallerter, efter politiet beslaglagde dem.

Mandag aften omkring klokken 18.20 var færdselspolitiet til stede på Sydhavnsvej i Kalundborg, da en ung mand kom kørende ad Sydhavnsvej på en knallert ved en hastighed på cirka 85 kilometer i timen.

Knallerten havde tildækkede nummerplader, og den unge mand på knallerten ignorerede patruljevognens signal om, at han skulle standse. 

Patruljen afskærmede vejen, og i forbindelse med, at den unge knallertfører forsøgte at undvige, mistede han herredømmet over sin knallert og væltede. 

Han kom ikke til skade. Drengen, der er 17 år og fra Kalundborg, blev tilbageholdt.

En anden dreng på 16 år og fra Kalundborg, der kørte knallert sammen med den 17-årige, så også stort på politiets anvisninger om at standse sin kørsel ved cirka 85 kilometer i timen. 

Den 16-årige undveg afskærmningen og kørte fra stedet ad Sydhavnsvej.

Men patruljen fandt hurtigt frem til den 16-åriges identitet, og han blev via en opringning overbevist om det fornuftige i at vende retur.

Begge er sigtede og har fået beslaglagt deres knallerter.