350.000.
Så mange mennesker i Danmark føler sig ofte ensomme.
Mere end hver 10. ung kvinde mellem 16-24 år føler sig ofte ensom, viser tal fra Sundhedsstyrelsen. Men de unge kvinder er langt fra de eneste, som ofte føler sig ensomme.
Derfor blev der torsdag aften inviteret til fællesmiddag hos Café Solsikken i Kalundborg, hvor formålet er at komme ensomheden til livs ved hjælp.
Der blev delt 50 gratisbilletter ud, som blev revet væk. En af dem, der deltog i fællesmiddagen, var Inge Nielsen fra Kalundborg.
Man skal hellere komme med åbent sind, for så er der måske andre mennesker, der gerne vil banke på ens dør og sige, <em>vil du med?</em>
- Hvis ikke jeg gør det, så sidder jeg bare derhjemme. Og så har jeg ikke en dør, hvor der står, at jeg gerne vil inviteres ud, så jeg må invitere mig selv ud. Jeg inviterer mig meget gerne herned, fordi det er et godt arrangement, man kommer hinanden ved her og man lærer nye mennesker at kende. Og det er ret vigtigt, hvis man er alene, siger Inge Nielsen.
Man skal ikke være bange
Kan det ikke være svært at overvinde sig selv den første eller anden gang?
- Jo, man skal give sig selv et spark bagi, siger Inge Nielsen.
- Man skal ikke være bange for at møde mennesker. Tværtimod. Man skal hellere komme med åbent sind, for så er der måske andre mennesker, der gerne vil banke på ens dør og sige, vil du med? Ellers sidder man jo bare derhjemme mange gange og synes, at det hele er lidt trist. Og det er det jo ikke her.
Artiklen fortsætter under indslaget.
Målet er nye fællesskaber
Det er foreningen SYMB og Røde Kors, der står for fællesmiddagen hos Café Solsikken torsdag aften. Det er en del af den landsdækkende kampagne Danmark spiser sammen mod ensomhed.
Og håbet er, at folk får dannet nogle nye fællesskaber, lyder det fra Else Marie Jespersen, der er formand for Røde Kors i Kalundborg.
- Når man sidder og spiser sammen, så snakker man lidt om sin baggrund og sin hverdag og interesser. Og det kan man tage med hjem, siger hun og fortsætter:
- Men måske også bliver mere bevidst om, at ensomhed er et alvorligt problem i Danmark, så man kan gå hjem og gøre noget for sine nærmeste og folk, der står uden for fællesskabet.
Og selv om man måske sidder alene i morgen, så kan en fællesmiddag måske have gjort en forskel.
- Jeg tænker, at hvis man bliver bevidst om det, så kan man gøre en lille indsats i hverdagen. Og gør vi alle sammen det, så bliver det pludselig til en stor, fælles indsats.