Fire uger med togbusser - rejsetiden forlænges med en time

Flere tusinde dagligt rejsende mellem Kalundborg og Holbæk skal væbne sig med en god portion tålmodighed, når Banedanmark fra 9. april lukker sporene.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Arbejdet med at gøre jernbanerne klar til elektriske tog her i regionen betyder atter en gang, at passagererne må se deres tog erstattet med busser. Denne gang er turen kommet til Nordvestbanen på strækningen mellem Kalundborg og Holbæk.

DSB oplyser, at ændringerne i køreplanerne skyldes, at Banedanmark skal udføre broarbejder på Kalundborg-Holbæk i forbindelse med den forestående elektrificering af strækningen.

I praksis betyder det henved en fordobling af rejsetiden mellem de to købstæder, fremgår det af Rejseplanen.

quote Det er man aldrig glad for. Pendlere er et rimeligt tålmodigt folkefærd, men det er de omvendt også nødt til at være. De har ikke rigtigt andre muligheder

Flemming Hvass, repræsentant, Kalundborg-Holbæk-København H-pendlerklub

DSB har dog forsøgt at afbøde lidt af konsekvensen, fortæller informationschef Tony Bispeskov til TV2 ØST:

- Vi kører et togbus-system med røde busser, som stopper ved alle stationer, imens vi om morgenen i retning mod Holbæk indsætter myldretids-busser, som kun holder ved de store stationer. Om eftermiddagen indsættes myldretids-busserne i retning mod Kalundborg.

De såkaldte myldretids-busser, der i Rejseplanen kaldes for "blå busser", ventes at kunne bringe rejsende fra Kalundborg til Holbæk på en time og 14 minutter.

- Det giver selvfølgelig længere rejsetid, og derfor er vores råd, at man tjekker rejseplanen, lyder opfordringen fra DSB's informationschef.

Tony Bispeskov
Foto: Frederik Hagedorn-Poulsen - TV2 ØST

Lidt sent varsel

Banedanmark er i gang med at elektrificere banestrækninger i hele landet og til tider med store forsinkelser. Senest på Sydbanen har sporarbejderne resulteret i omfattende forsinkelser til stor frustration for pendlerne.

Læs også
Pendlermareridt:
Otte måneders sporarbejde mellem Ringsted og Næstved
Læs også
Pendlermareridt:
Otte måneders sporarbejde mellem Ringsted og Næstved

Så galt er det dog ikke gået på Nordvestbanen, lyder det ifølge Flemming Hvass, der er repræsentant for Kalundborg-Holbæk-København H-pendlerklub.

Her har sporarbejder fra tid til anden har været en del af pendlerlivet siden 2019 for strækningens omkring 3.300 daglige passagerer.

- Jeg vil sige, at de gange vi har haft sporarbejde på Nordvestbanen, der har de været gode til at overholde tidsplanen. Vi har ikke været så hårdt ramt som på Sydbanen, hvor det blev forlænget – jeg ved ikke hvor mange gange.

Men udsigten til flere sporarbejder er selvfølgelig aldrig nogen god nyhed, påpeger Flemming Hvass:

- Det er man aldrig glad for. Pendlere er et rimeligt tålmodigt folkefærd, men det er de omvendt også nødt til at være. De har ikke rigtigt andre muligheder.

- Det nytter ikke noget, man hidser sig op, tilføjer han.

DSB's køreplan for togbusser mellem Kalundborg og Holbæk mellem 9. april og 6. maj 2022.
DSB's køreplan for togbusser mellem Kalundborg og Holbæk mellem 9. april og 6. maj 2022. Foto: Grafik: DSB

Pendlerrepræsentanten kunne dog godt have brugt, at Banedanmark og DSB havde meldt det forestående sporarbejde ud noget før.

- Det er lidt sent at komme med det lige før. Det skal meldes ud i bedre tid. Dem, som bor i Kalundborg, får op mod en times længere rejsetid, påpeger han.

Et valg mellem pest og kolera

I dag kan togrejsen mellem Kalundborg og Holbæk tilbagelægges på 37 minutter, imens rejsen med togbus løber op i halvanden time.

- Det kan give problemer, hvis man skal hente børn, siger pendlertalsmanden.

Fakta: Her holder Togbusserne

  • Holbæk Busholdepladsen (Jernbaneplads)
  • Regstrup Foran stationen (Hovedgaden)
  • Knabstrup Pladsen foran stationen (Stationsvej)
  • Mørkøv Foran stationen (Jernbanevej)
  • Jyderup Busholdepladsen ved stationen (Skarridsøgade)
  • Svebølle Pladsen foran stationen (Jernbanevej)
  • Kalundborg Øst Foran stationen
  • Kalundborg Busterminalen på siden af stationsbygningen (ud mod vandet)


Kilde: DSB

Når alt kommer til alt, er det ifølge Flemming Hvass trods alt en tålelig model, som Banedanmark har valgt for sporspærringen i denne omgang:

- Den løsning, de har valgt er jo nok – hvis man skal vælge mellem pest og kolera – den bedste, i stedet for at man humper sig igennem, hvor det strækker sig over weekender og aftener i det næste halve år.

- Ved at det er kortet ned til en måned, kan de pendlere, der føler sig generet af det, vælge at tage bilen.

Læs også
Trods milliondyre investeringer på Nordvestbanen - togpendlere får dårligere vilkår
Læs også
Trods milliondyre investeringer på Nordvestbanen - togpendlere får dårligere vilkår

Ifølge DSB har man dog tilstræbt at informere om de forestående sporarbejder blandt andet ved pendlertræf i efteråret, ligesom man lokalt på Nordvestbanen står over for et pendlermøde i næste måned.

- Det her sporarbejde er ikke det eneste, vi ser ind i. Senere på foråret og hen over sommeren venter der nogle store sporarbejder, blandt andet mellem Høje Tåstrup og Københavns Hovedbanegård, som vil betyde ændringer for tog til og fra hele Sjælland og videre mod Fyn og Jylland, siger informationschef Tony Bispeskov

Arbejdet med at elektrificere Nordvestbanen har ifølge Banedanmark stået på siden januar 2019 og ventes i sin helhed afsluttet i 2027.


Nyhedsoverblik