De var bestemt ikke klædt på til gravearbejde, de fem jakkesætsklædte mænd, der i dag gravede det fem første spadestik til ombygningen af Asnæsværket.
Kalundborg Kommunes borgmester, Martin Damm (V), koncerndirektøren fra Ørsted, lokaldirektøren fra Novo Nordisk, direktører fra Kalundborg Forsyning og Novozymes stod klar med hver deres spade foran Asnæsværket i dag.
Her gravede de de fem første spadestik til ombygningen af værket. En ombygning, der skal gøre Asnedsværket grønne ved at udskifte det kulfyrede kraftvarmeværk til et varmeværk fyret med træflis.
1,2 milliarder kroner
Det er en 20-årig aftale mellem Novo Nordisk, Novozymes, Kalundborg Forsyning og Ørsted, der har gjort det muligt at ombygge Asnæsværket. Ombygningen kommer i alt til at koste i omegnen af 1,2 milliarder kroner.
Ifølge koncerndirektør i Ørsted, Thomas Dalsgaard, er ombygningen en del af en større vision.
- I Ørsted har vi en vision om en verden, der udelukkende kører på grøn energi, og det her er et vigtigt skridt på vejen til at udfylde den vision. Samtidig kan vi så levere grønne løsninger til vores kunder, Kalundborg Forsyning, Novo Nordisk og Novozymes, som også ønsker sig grønne løsninger, siger han til TV ØST, da han har stillet spaden tilbage i jorden efter gravningen.
Affald fra tømmerproduktion
- Det her er endnu en milepæl i den grønne omstilling af Danmarks energisystem, hvor vi nu i Kalundborgområdet går fra at bruge kul til at lave fjernvarme og damp og el, nu går over til at bruge bæredygtigt biomasse. Så på den måde er det jo et vigtigt skridt i Danmarks grønne omstilling, siger koncerndirektøren.
Thomas Dalsgaard fortæller, at træflisen, som skal bruges i det nye anlæg, vil komme fra Baltikum, Sverige og Norge.
- Det er jo affaldstræ. Folk driver skove for at sælge tømmer, og vi samler sådan set deres affald op og bruger det til noget nyttigt, siger han.
800.000 tons CO2 kan spares
Det nye værk forventes at stå færdigt i slutningen af 2019, og til den tid vil man så stoppe kulfyringen og fuldstændigt overgå til træflis og på den måde sende grøn fjernvarme ud i radiatorerne i Kalundborg.
- Borgerne mærker ikke noget, for der kommer stadig varme ud af radiatoren. Nu er det så varme, der er lavet på bæredygtigt biomasse i stedet for kul, som vi leverer til konkurrencedygtige priser, fortæller koncerndirektør Thomas Dalsgaard, som dog understreger, at det er Kalundborg Forsyning, der sætter prisen.
Asnæsværkets omstilling fra kul til træflis vil give en årlig CO2-reduktion på op til 800.000 tons. Det svarer til den årlige CO2-udledning fra mere end 400.000 personbiler.