19 stillinger ud af cirka 100 skal spares væk i Center for Misbrug og Socialpsykiatri i Kalundborg Kommune.
15 medarbejdere skal fyres. De resterende fire stillinger er fundet før i dag og drejer sig om stillinger, der ikke bliver genbesat.
Den 28. februar bliver det endelig meldt ud, hvilke medarbejdere der er tale om.
Gennem årene har vi fundet besparelser på mange områder, men det har desværre ikke været nok. Derfor bliver vi nødt til at afskedige flere medarbejdere
Baggrunden for problemerne strækker sig tilbage til 2016, hvor et underskud på behandlingsområdet langsomt har vokset sig større og større.
- Gennem årene har vi fundet besparelser på mange områder, men det har desværre ikke været nok. Derfor bliver vi nødt til at afskedige flere medarbejdere, siger Dorte Rasmussen, centerchef i Center for Misbrugsrådgivning og Socialpsykiatrisk Indsats i Kalundborg Kommune, til TV ØST.
Udfordret økonomi
Vi håber, at nogle af vores medarbejdere går ned i tid eller vælger at opsige deres stillinger frivilligt
Det er et ugennemsigtigt regnskab igennem mange år og minus otte millioner i underskud, der udfordrer Kalundborg Kommune. Det har nu fået konsekvenser for flere af de ansatte i Center for Misbrug og Socialpsykiatri.
Centerchefen forklarer, at der i en længere periode har været et overskud af medarbejdere, og et merforbrug som nu skal hentes hjem.
Kommunen håber på at hente pengene ved at spare stillinger væk og regner med at kunne afdrage på underskuddet fra 2019.
Her tænker kommunen, at der vil være et mindre forbrug og styr på forholdet mellem indtægter og udgifter, så det kan blive en realitet. Det oplyser Dorte Rasmussen, centerchef i Center for Misbrug og Socialpsykiatri.
Håber på frivillig afgang
For at hente de mange millioner Center for Misbrug og Socialpsykiatri i Kalundborg Kommune skal nogle af dem findes hos medarbejderne, men kommunen håber på at flere vil søge andre veje frivilligt.
- Vi håber, at nogle af vores medarbejdere går ned i tid eller vælger at opsige deres stillinger frivilligt. Derudover er der mulighed for at forflytte nogle af medarbejderne, og tilbyde dem en ledig stilling i kommunen, hvis de opfylder kvalifikationerne, siger Dorte Rasmussen.
Det kan medarbejderne gøre frem til den 26. februar.