Nyhedsoverblik

Kalundborg får dårligere ry trods bygge-boom

Kalundborg Kommune bliver i år nummer 79 ud af i alt 91 kommuner i Dansk Industris (DI) årlige måling af kommunernes erhvervsvenlighed.

En af grundene til placeringen er, at kommunen ifølge undersøgelsen har fået et dårligere ry. 

Selvom Kalundborg er en af de kommuner, hvor der i disse år sker allermest inden for erhvervsudvikling, oplever erhvervslivet ikke, at serviceniveauet i kommunen følger med. 

Når det kommer til kommunens information, dialog og infrastruktur, står det også skidt til, hvis man spørger virksomhederne.  

Se hvordan de andre kommuner i TV2 ØST's sendeområde placerer sig i undersøgelsen herunder.

Så erhvervsvenlige er kommunerne

Sådan placerer kommunerne sig samlet i undersøgelsen Lokal Erhvervsvenlighed.

  • Næstved (15. plads)

  • Ringsted (27. plads)

  • Guldborgsund (35. plads)

  • Faxe (47. plads)

  • Sorø (54. plads)

  • Odsherred (62. plads)

  • Stevns (63. plads)

  • Lolland (64. plads)

  • Holbæk (71. plads)

  • Slagelse (77. plads)

  • Kalundborg (79. plads)

  • Vordingborg (81. plads)

DI's undersøgelse Lokal Erhvervsvenlighed er landets største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. 

Der bliver målt på flere forskellige parametre - Ringsted Kommune er eksempelvis landets bedste til at bruge private leverandører.

7.479 virksomheder indenfor DI's brancher og 91 ud af landets 98 kommuner har svaret på undersøgelsen.

Ikast-Brande ligger i år på førstepladsen.