Nyhedsoverblik

Mand fængslet for at slå motorcyklist med fastnøgle

En 53-årig mand fra Kalundborg er blevet idømt tre måneders fængsel for at give motorcyklist slag i baghovedet med fastnøgle.

Episoden skete i marts måned på Eskebjergvej i Kalundborg, da to motorcyklister overhalede en bil. I bilen sad en 19-årig mand, der ramte den ene af motorcyklisterne med sidespejlet.

Den 27-årige motorcyklist, der blev ramt, tolkede det som, at bilisten bevidst havde trukket bilen mod siden for at ramme ham.

Påkørslen fik motorcyklisten til at følge efter den 19-årige mand i bilen. Bilisten tilkaldte sin far, og da han ankom til Eskebjergvej, opstod der tumult mellem mændene.

Under slåskampen blev den 27-årige motorcyklist slået i hovedet af den 53-årige med en fastnøgle.

- Det her er selvfølgelig i den grove ende, fordi det udvikler sig til grov vold, sagde Charlotte Tornquist, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi dengang til TV2 ØST.

Den 53-årige påstod, at slaget skete i nødværge, hvilket retten dog afviste. I stedet idømte retten altså manden tre måneders fængsel.

Læs også
Motorcyklist slået med svensknøgle under slagsmål i trafikken
Læs også
Motorcyklist slået med svensknøgle under slagsmål i trafikken