Nyhedsoverblik

Søger leder til ny international skole

Fra næste skoleårs begyndelse bliver det muligt for udenlandske ansatte på Kalundborgs virksomheder at sende deres børn på en international skole.

Kommunalbestyrelsen i Kalundborg blev i september enige om, at der fra august 2025 skal oprettes en international skole i byen, der vil blive placeret i en del af den eksisterende Skolen på Herredsåsen. 

Der er meget, der skal på plads inden skolens åbning, og en af de vigtigste brikker at få på plads, er valget af den kommende internationale folkeskoles leder. 

Nu er Kalundborg Kommune gået på jagt efter den kommende skoleleder. Det sker gennem et stillingsopslag på kommunens hjemmeside.

Den kommende skoleleder skal begynde i jobbet et halvt år før skolen tager imod de første elever. Derfor lægger Kalundborg Kommune også vægt på, at skolelederen skal være i stand til at rekruttere kompetente og engagerede lærere og pædagoger og bidrage til etablering af en bestyrelse. 

Et krav er også, at den kommende skoleleder skal være god til at samarbejde med lokale virksomheder og forældre med forskellige kulturelle baggrunde. Og så skal man have godt styr på engelsk i både skrift og tale. 

Lønnen ligger på cirka 700.000 kroner om året plus pension, men så hjælper Kalundborg Kommune også gerne med at finde en passende bolig.

Læs også
Ny international skole på vej til Kalundborg
Læs også
Ny international skole på vej til Kalundborg