26-årige Katrine Kristensen, der rider i Nordvestsjællands Rideklub ved Svebølle, blev onsdag verdensmester i paradressur for Grad II.
Det skete ved VM i ridesport, som bliver afholdt i Herning i disse dage. Katrine Kristensen vandt guld efter en tæt kamp med de erfarne og succesfulde ryttere Pepo Puch og Lee Pearson, der henholdsvis vandt sølv og guld ved De Paralympiske Lege (PL) i Tokyo, hvor Katrine Kristensen også deltog.
At ride ind på hjemmebane foran det her publikum gjorde jo oplevelsen endnu mere vild
- Det er virkelig en ubeskrivelig følelse. I går var euforisk, vil jeg sige. Jeg red ind efter to af verdens allerbedste ryttere, og jeg vidste godt, at skulle jeg gøre det, så skulle jeg slå dem, og da mit team så råbte, "du ligger nummer et", så tænkte jeg, "uh den er næsten ved at være hjemme". Det var bare meget følelsesrigt og helt fantastisk, fortæller Katrine Kristensen til TV2 ØST.
Særligt med danske klapsalver
Da TV2 ØST i 2021 talte med Katrine Kristensen forud for hendes deltagelse i PL i Tokyo, lagde hun ikke skjul på, at hun går efter medaljer. Og den mentalitet havde hun også taget med sig til Herning i onsdags.
- Jeg vil ikke sige, at jeg havde forventet at vinde, men jeg troede på det og drømte om det, fortæller Katrine Kristensen.
For hende var det også en helt speciel oplevelse at ride sig til guld på dansk grund.
- PL var en speciel oplevelse i sig selv, men at ride ind på hjemmebane foran det her publikum gjorde jo oplevelsen endnu mere vild. I Tokyo red vi for publikumtomme tribuner, og her var der mennesker, der klappede, når man red ind, og da man fik medalje om halsen, så det gjorde oplevelsen helt særlig, fortæller hun.
En helt ny makker
Under sig havde Katrine Kristensen sin forholdsvist nye hest, Quater. En noget anden hest end Well Done, som hun red på ved De Paralympiske Lege sidste år.
- Vi har købt Quater her i foråret, og han er en noget anden type hest. En noget mere frisk og tændt hest, men det har været en kæmpe oplevelse. Fra første gang jeg begyndte at ride ham, så tabte jeg bare hjertet.
Quater var ellers ikke trænet til para-ridning i første omgang, men ifølge Katrine Kristensen er han hurtigt blevet omskolet.
- Quarter er blevet trænet på rask-niveau i mange år, inden jeg overtog ham. Så han var ikke para-hest, men har været trænet på meget små signaler og har bare været det, man kalder rigtig godt skolet. Og det har gjort, at skiftet til para-hest har været meget nemmere. Så jeg har ikke følt det som en så stor opgave, fortæller hun og fortsætter:
- Han blev lidt bange, første gang jeg havde to piske med. Fordi mine ben er svage, rider jeg med en pisk i hver hånd, hvor normalt har ryttere, der ikke fejler noget, bare en, hvis de overhovedet har nogen. Så det skulle han lige vænne sig til, men det tog ikke mange dage.
Vil til Paris i 2024
Katrine Kristensen fejrede sejren onsdag med et beskedent glas champagne og et enkelt fadølsbad. VM-stævnet er nemlig ikke slut endnu, der er yderligere tre danske para-ryttere, som rider torsdag.
Katrine Kristensen skal i konkurrence igen fredag, hvor der er holdkonkurrence, og så håber hun på at ride finale om individuelle medaljer søndag.
Når VM i Herning er ovre, er næste mål at deltage i PL i Paris i 2024.
Fakta om paradressur:
For at deltage i Paradressur-konkurrencer skal rytteren være klassificeret. Klassifikationen udføres af en specialuddannet fysioterapeut. For at blive klassificeret, skal rytteren have et diagnosepapir, og selve klassifikationen skal fastslå, hvilken af de 5 grader, I-V, som rytteren efterfølgende skal konkurrere i, samt hvilke hjælpemidler rytteren må benytte.
Grad I er for de mest fysisk udfordrede og grad V er for de mindst fysisk udfordrede. Klassifikationen foregår på samme måde i hele verden, for at sikre en mest mulig fair konkurrence, og for at muliggøre international konkurrence.
Grad II - resultat:
Orifarm Healthcare FEI World Para Dressage Individual Championship presented by Elsass Fonden
Guld Katrine Kristensen (DEN) Goerklintgaards Quater 14-års vallak e. Quaterback, 75.788 procent
Sølv Pepo Puch (AUT) Sailor's Blue 14-års vallak e. Swarowski, 75.333 procent
Bronze Lee Pearson (GBR) Breezer 11-års vallak e. Bacardi, 75.091 procent
Kilde: Dansk Rideforbund