Nyhedsoverblik

Person i kritisk tilstand efter eksplosion

En mand er kommet alvorligt til skade og meldes i kritisk tilstand efter en eksplosion på det nordvestlige Sjælland.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Episoden fandt sted klokken 15.47 på Poppelvej ved Dalbystrand vest for Gørlev. Både politi og brandvæsen arbejder på stedet, som er afspærret.

- Der er sket en eksplosion derude i et skur, og vi er lige nu ved at undersøge de nærmere omstændigheder, siger Anders Kauffmann, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Kort efter blev der rekvireret en lægehelikopter til stedet, hvor en mand, som angiveligt opholdt sig i skuret under eksplosionen, blev konstateret i kritisk tilstand.

Derfor er han blevet fragtet til Rigshospitalet i København.

Politiet har ikke mistanke om en kriminel handling. I stedet oplyser vagtchefen, at manden formentlig kom til skade i en gaseksplosion, mens han var ved at svejse.

De pårørende er underrettet.