Nyhedsoverblik

Så vild bliver Novos sommerfest

Flere tusinde ansatte hos Novo Nordisk står fredag af bussen ved Dyrskuepladsen i Roskilde for at deltage i medicinalgigantens sommerfest.

Det oplyser Novo Nordisk, der forventer, at 23.000 ansatte vil deltage, i et skriftligt svar.

Karavanen af busser kan dog komme til at fylde på vejene omkring pladsen, der også hver sommer er pladsen for Danmarks største musikfestival, Roskilde Festival.

- Langt de fleste ankommer med busser, men vi beklager, hvis der er påvirkninger af trafikken i området omkring festivalpladsen, lyder det fra selskabet.

Den store årlige sommerfest har fire scener, hvor flere primært danske kunstnere skal optræde.

Mø er åbningsnavnet på hovedscenen fredag, hvor hun efterfølges af Medina, Benjamin Hav og Familien, inden Novo Family Orchestra lukker festen, skriver Sjællandske Nyheder.

Det sidste navn dækker over musikere som Rasmus Seebach, Topgunn og Burhan G.