Station får ansigtsløft for over 57 millioner kroner

Kalundborg Station skal totalrenoveres for millioner af kroner, der skal gøre stationen mere tryg. Samtidig sendes der millioner til en anden station.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

20 millioner kroner er ikke nok til at renovere Kalundborg Station. Der skal meget mere til.

Derfor har DSB indstillet til forligskredsen bag Infrastrukturforliget 2035, at der tilføres yderligere 37,6 millioner kroner til at totalistandsætte den vestsjællandske station. 

Det har forligskredsen besluttet at efterkomme, og dermed løber det samlede budget op i 57,6 millioner kroner.

- Det er vigtigt for sammenhængskraften og udviklingen af byen, at stationen er indbydende og pæn, for det gør, at det også giver mening at bygge flere boliger eller åbne erhverv omkring stationen, siger Rasmus Horn Langhoff (S).

To faser

DSB skriver i deres projektbeskrivelse for renoveringen af Kalundborg Station, at stationen opleves som et meget stort areal med mange diffuse funktioner, og at adgangsvejene ikke afspejler nuværende behov.

Derfor skal der blandt andet fjernes bygningsdele, så der kan etableres en ny forplads og så skal de forskellige dele af stationen forbindes bedre.

Læs også
Se billederne - ny station indviet i Kalundborg
Læs også
Se billederne - ny station indviet i Kalundborg

Derudover er der også tænkt en forskønnelse af arealerne omkring stationen ind, hvor der skal være mere beplantning. Denne del af anlægsprocessen er fase et.

Fase to består i en modernisering og renovering af stationsbygningen. Dertil kommer, at Kalundborg Kommune planlægger at forskønne byområdet omkring stationen.

Får penge fra jyderne

Pengene kommer blandt andet fra en pulje på 350 millioner kroner, der er oprettet til at skabe tryghed på stationer over hele landet.

Da det justerede budget for Ringkøbing Station er 10 millioner kroner lavere end oprindeligt, er de penge blevet overført til projektet i Kalundborg. 

Kalundborg Station og områderne omkring skal moderniseres for 57,6 millioner kroner.
Kalundborg Station og områderne omkring skal moderniseres for 57,6 millioner kroner. Foto: Det Kongelige Akademi

Derudover tilføjes yderligere 10 millioner kroner fra puljen, mens DSB selv bidrager med de sidste 17,6 millioner kroner.

Det er ikke fremmed for indbyggerne i Kalundborg, at der oprustes på jernbane- og stationsfronten.

Læs også
Kommunen rykker ind - skal skabe mere tryghed på Holbæk Station
Læs også
Kommunen rykker ind - skal skabe mere tryghed på Holbæk Station

I 2018 åbnede en ny station i den østlige del af byen ved Biotekbyen, hvor flere uddannelsesinstitutioner og virksomheder som Novo Nordisk og Novonesis (tidligere Novozymes) holder til.

Sender også penge til Holbæk

I vores region bliver der fra puljen også afsat tre millioner kroner til at udvikle en plan for, hvordan Holbæk Station kan blive mere tryg.

- Holbæk Station er et vigtigt knudepunkt for både borgere i Holbæk og pendlere på Sjælland, så det er virkelig godt, at man nu går i gang med at finde ud af, hvad der kan gøres for at give stationen et løft, siger Rasmus Horn Langhoff.

Holbæk Station har en fortid med overfald, knivstikkerier, tricktyverier og bombealarmer.

En lang mørk gang og mange kroge gør stationen i Holbæk utryg og utidssvarende, mener flere.
En lang mørk gang og mange kroge gør stationen i Holbæk utryg og utidssvarende, mener flere.

Derfor iværksatte Holbæk Kommune i 2021 en indsats, hvor der blandt andet var SSP-rådgivere og natteravne fik lokaler på stationen.

Projektet i Holbæk har endnu ikke fået en slutdato, mens totalistandsættelsen af stationen i Kalundborg forventes udført i 2025 og 2026.

DSB forventer desuden at kunne bruge erfaringer fra Kalundborg, når Holbæk skal moderniseres.


Nyhedsoverblik