12 års ventetid er nu slut.
Energistyrelsen har tirsdag givet grønt lys til opførelsen af en havvindmøllepark i Jammerland Bugt ud for Kalundborg.
Utilfredse borgere har skrevet høringssvar og i det hele taget markeret deres modstand.
Ikke desto mindre bliver der nu opført mellem 16 og 23 havvindmøller, som er 256 meter høje syd for Kalundborg mellem halvøerne Asnæs og Reersø.
Projektet får ikke Jakob Ottesen, der ejer Urhøj Camping, til at klappe i hænderne.
Skal jo være et sted
Fra campingpladsen får man fremover direkte udsigt til møllerne - og det giver en vis usikkerhed for fremtiden, erkender han.
- Jeg vil helst være de vindmøller foruden. På den anden side, så har jeg det også sådan, at møllerne jo skal være et sted. Den grønne omstilling slipper vi jo ikke udenom, siger Jakob Ottesen til TV2 ØST.
Udfordringen er, som Jakob Ottesen ser det, at mange afviser at have møllerne i deres baghave.
- Hvis vi alle sammen har den indstilling, er der ingen steder, vi kan sætte nye møller op, konstaterer Jakob Ottesen.
Bekymret for udsigten
Men med en campingplads, der i høj grad appellerer til naturglade gæster, vækker det en vis bekymring, at møllerne i fremtiden bliver en del af billedet.
- Det kan godt bekymre mig, hvordan det kommer til at påvirke vores forretning. Det vil jeg da være ærgerlig over, hvis det gør. Men igen har jeg det sådan, at møllerne skal stå et sted, siger han.
Der er en meget fin vindressource i Jammerland Bugt, og den mener vi, at vi skal udnytte.
Det er selskabet European Energy, der har fået tilladelse til at opføre havvindmølleparken.
Herfra siger Andreas Karhula Lauridsen, der er chef for havvind, at selskabet har "fuld forståelse for", at naboerne har stærke holdninger til deres udsigt.
Projektet er justeret
Men, siger han:
- Der er en meget fin vindressource i Jammerland Bugt, og den mener vi, at vi skal udnytte. I forhold til vores klimakrise og energikrise, er det et dilemma, vi må forholde os til.
Som følge af dialogen med borgerne har European Energy reduceret antallet af vindmøller og samtidig ændret afstanden fra kysten fra 4 km til 6 km.
To Megafon-meningsmålinger har desuden vist, at der er bred lokal opbakning til projektet blandt indbyggerne i Kalundborg Kommune.
Når havvindmølleparken står færdig i 2029 vil den kunne levere strøm til 240.000 husstande - hvilket svarer til mere end hele Kalundborg Kommunes energiforbrug.
Fakta om Jammerland Havvindmøllepark
Jammerland Bugt Kystnær Havmøllepark omfatter opstilling af 16 havvindmøller på monopæle og dækker et område på 31,1 kvadratkilometer syd for Kalundborg, som skal placeres øst for Storebæltsrenden mellem halvøerne Asnæs og Reersø – ca. 6 km ud for Reersø.
Landføringskablerne føres i land ved kysten ved Østrup, hvorefter de føres videre til en ny transformerstation ved Kalundborg Refinery. Tilslutningspunktet bliver Energinets eksisterende højspændingsstation ved Asnæsværket.
De enkelte møller vil have en højde på 256 meter, og projektet vil have en samlet kapacitet på 240 MW.
Bygherre er Jammerland Bay Nearshore A/S med European Energy A/S som moderselskab.
Projektet blev ansøgt gennem Åben dør-ordningen i februar 2012.
Kilde: Energistyrelsen