15-årige Celina ryster af bare glæde efter verdensbedrift

15-årige Celina Christiansen blev i sidste weekend verdensmester i diskodans i Tyskland - og det har været en oplevelse helt ud over det sædvanlige.

Det er ikke hverdagskost, det 15-årige Celina Christiansen oplevede sidste weekend.

For her bragede hun igennem for fulde gardiner til hård, hurtig og ørehængende teknomusik foran mange tilskuere til verdensmesterskaberne i disko i Mülheim, Tyskland.

- Det kan ikke helt beskrives, det der. Man bliver sådan helt… Puha. Det går bare igennem kroppen på en igen, når man ser det, fortæller Celina Christiansen, mens hun ser sig selv danse til finalerunden på en tablet.

Og man kan da godt forstå, hvorfor glæden stråler ud af den unge danser fra Lolland.

Celina Christiansen viste stolt den store pokal frem.
Celina Christiansen viste stolt den store pokal frem. Foto: Anders Garde - TV2 ØST

Hun gik nemlig hele vejen og vandt verdensmesterskaberne i netop diskodans.

- Det var bare en pissefed runde. Vi (teamet, Lotus, Søborg, red.) var også enige om, at det var den bedste runde, vi nogensinde havde danset, fortæller hun.

Læs også
Sara dansede for dronningen
Læs også
Sara dansede for dronningen

En stor nørd

Når man har vundet verdensmesterskaberne i sin disciplin, kunne man måske tænke, at ‘det var det’.

Den tanke er da også gået gennem Celina Christiansens hoved, men…

- Man kan godt sige, at jeg på en måde har opnået alt det, jeg ville, men på en anden måde vil jeg også bare gerne endnu mere, fortæller den 15-årige danser.

Træner Daniel Egholm ser et stort potentiale i Celina Christiansen.
Træner Daniel Egholm ser et stort potentiale i Celina Christiansen. Foto: Anders Garde - TV2 ØST

Daniel Egholm, som er Celina Christiansens dansecoach, er da også overbevist om, at hun kan fortsætte med at vinde endnu mere.

- Celina har rigtig meget teknik og er virkelig dedikeret, når hun danser. Hun er typen - når jeg lærer hende noget, så øver hun sig helt vildt meget, fortæller han og fortsætter:

- Hun går hjem og nørder det hele igennem, så det sidder, som det skal. På den måde kommer overskuddet lettere frem og selvtilliden bygget op.

Glimmer og glamour

Celina Christiansen har dyrket dans siden hun var 2-3 år gammel.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- I starten var det mest noget hyggedans, men så skiftede jeg danseskole efter et år, og det var så her, jeg blev introduceret for disko, siger Celina Christiansen.

Det er med andre ord en sport, der har været en kæmpedel af Celina Christiansens liv.

- Jeg elsker næsten alt ved det. Springene. Der er også masser af glimmer og glamour. Farten i det, det er bare fedt, smiler verdensmesteren.

Dansegruppen Lotus hører til i Søborg i København.


Nyhedsoverblik