Nyhedsoverblik

250.000 kvadratmeter stort lysshow i safaripark

De mørke efterårsaftener kan bogstaveligt talt blive lyst op i efterårsferien.

I uge 42 åbner Knuthenborg Safaripark for et stort lysevent, hvor træer og dinosaurer bliver lyst op i farver over parkens 250.000 kvadratmeter.

Det er lyskunstneren Morten Lind fra STC, der står bag lysuniverset, som slanger sig gennem en 3,5 kilometer lang rute.

Han har tidligere lavet andre store lysshows i Danmark, herunder på Københavns Rådhus og Koldinghus:

- Universet er skabt specifikt til Knuthenborg, så det med udgangspunkt i efterårets farver understreger den historiske natur og det unikke dyreliv, der er i parken, siger han og fortsætter:

- Lyset vil give en legende dybde til de 200 år gamle træer og parkens snoede landskab.

Knuthenborg forventer, at omkring 30.000 gæster vil  lægge vej forbi den oplyste park i efterårsferien.
Knuthenborg forventer, at omkring 30.000 gæster vil lægge vej forbi den oplyste park i efterårsferien. Foto: Knuthenborg

Det er første gang, at Knuthenborg Safaripark inviterer til et lysevent i sådan en skala, der svarer til areal af 35 fodboldbaner.

- Lyset vil give en legende dybde til de 200 år gamle træer og parkens snoede landskab, siger lyskunstneren Morten Lind.
- Lyset vil give en legende dybde til de 200 år gamle træer og parkens snoede landskab, siger lyskunstneren Morten Lind. Foto: Knuthenborg

På ruten vil man blandt andet kunne opleve  fossiler, ulve, dinosaurer og elefanter i helt andet lys end normalt. 

Lysshowet 'Knuthenborg After Dark x Light in Nature’ kan opleves i Knuthenborg Safaripark mellem den 14. og 19. oktober.