Nyhedsoverblik

Ben amputeret efter arbejdsulykke

En medarbejder blev kørt over af en gravemaskine ved Femern-byggeriet.

Ulykken skete torsdag formiddag på den østlige side af havnen. 

Det oplyser Jens Villemoes, der er pressechef hos Femern A/S.

- Han blev fløjet til rigshospitalet og blev meldt udenfor livsfare, men han har mistet sit ene underben. Det er en alvorlig arbejdsulykke, siger Jens Villemoes.

Arbejdstilsynet var i forvejen til stede på arbejdspladsen og ankom derfor kort efter til ulykkesstedet. 

Derfor er tilsynet nu i gang med at udarbejde en rapport, der skal klarlægge, hvad der er sket. 

- Vi og entreprenørerne samarbejder selvfølgelig med dem, og FLC har selv iværksat en intern undersøgelse, mens vi afventer arbejdstilsynets rapport, siger Jens Villemoes.

Pressechefen oplyser videre, at de involverede medarbejdere, herunder personen, der førte gravemaskinen, alle er blevet tilbudt psykologhjælp.