Nyhedsoverblik

Bilist ramte stor sten

En 40-årig mand fra Polen er blevet sigtet for vanvidskørsel, efter han forulykkede på Stibankevejen nær Søllested.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Manden kørte ind i en større sten langs vejen sent fredag eftermiddag den 17. november, hvor han kort efter blev fundet af politiet.

- Det viste sig, at han havde en promille over 2,0, siger Anders Dahl, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, og oplyser, at manden slap uskadt fra færdselsuheldet.

Netop fordi manden blev testet for spirituskørsel, og alkometeret viste, at hans promille lå over 2,0, kategoriseres sagen som vanvidskørsel.

- Derfor blev han anholdt og fremstillet i et grundlovsforhør, siger Anders Dahl.

Hvad er vanvidskørsel?

Ifølge færdsels- og straffeloven betegnes følgende som vanvidskørsel:

  • Kørsel med en hastighed på mindst 200 km/t

  • Kørsel med en hastighed på mindst 100 km/t og mere end det dobbelte af den tilladte fartgrænse i området.

  • Spirituskørsel med en promille på over 2,00

  • Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder

  • Udviser særlig hensynsløs kørsel

  • Forsætlig forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed

  • Uagtsomt forvolder betydelig skade på nogens krop eller helbred under særligt skærpende omstændigheder

Kilde: Rigspolitiet

Grundlovsforhøret fandt sted lørdag den 18. november ved Retten i Nykøbing Falster, hvor han blev varetægtsfængslet i to uger.

Imens afventer politiet resultatet af mandens blodprøve, hvorefter han vil få besked om sagens videre gang og eventuel straf.