Børneadvokat retter kritik af kommuner: - Man lytter ikke altid til barnet

For et år siden trådte Barnets lov i kraft, men kommunerne bruger ikke de muligheder, loven giver, mener familieadvokat Anders Brøndtved.

- Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag.

Sådan lød det i statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale den 1. januar 2020.

Og ordene blev startskuddet til udarbejdelsen af Barnets lov, der trådte i kraft 1. januar 2024.

44-årige Anders Brøndtved har specialiseret sig i at hjælpe familier i blandt andet sager om tvangsanbringelse.
44-årige Anders Brøndtved har specialiseret sig i at hjælpe familier i blandt andet sager om tvangsanbringelse. Foto: Stine Jacobsen - TV2 ØST

Familieadvokat Anders Brøndtved har hjemme på Lolland, men arbejder med børne- og familiesager i hele landet.

Et år efter den nye lov trådte i kraft, gør han status over den.

- I nytårstalen sagde Mette Frederiksen, at man skulle anbringe flere børn. Jeg skal ikke gøre mig til herre over, om man skal anbringe flere eller færre børn, for mig er det vigtigt, at man anbringer rigtigt, siger advokaten.

Ny serie

I den nye serie Familieadvokaten fra Lolland følger TV2 ØST Anders Brøndtveds arbejde og private liv tæt.

Du kan se serien på TV2 ØST PLAY.

Det er hans oplevelse, at kommunerne ikke bruger de muligheder, loven giver, godt nok.

- Jeg vil gerne anerkende ordlyden i Barnets lov, at man skal støtte op omkring familierne, siger han.

- Men jeg synes ikke, at kommunerne er gode nok til at bruge de muligheder, der er i Barnets lov i forhold til at tilbyde forældrene og familierne noget støtte, inden man skrider til anbringelse, siger Anders Brøndtved.

Tæt på de udsatte familier

I den nye serie Familieadvokaten fra Lolland følger TV2 ØST 44-årige Anders Brøndtveds arbejde og private liv tæt.

- Når familier er i knibe, når de virkelig har brug for hjælp, ringer de til mig. Og så gør jeg alt, hvad jeg kan, for at tale deres sag, fortæller han.

Gennem sit arbejde kommer Anders Brøndtved tæt på nogle af de allermest udsatte familier.

quote Der er enormt mange af mine klienter, som ikke føler, at de har fået nok støtte, inden det bliver en anbringelse

Anders Brøndtved, advokat

Og han ser det som sin vigtigste opgave at tale deres sag.

- Jeg tror, at det, der driver mig, er kampen for retfærdighed. Det er oplevelsen af, at børn og forældre ikke bliver hørt. Det er oplevelsen af, at man ikke behandler de svageste i samfundet godt, siger han.

- Der er enormt mange af mine klienter, som ikke føler, de har fået nok støtte, inden det bliver en anbringelse. Tværtimod synes de, at de bliver ødelagt som familie, og at der ikke bliver støttet op om dem overhovedet, siger familieadvokaten.

Klient på 13 år

Da barnets lov trådte i kraft, fik Anders Brøndtved nye arbejdsopgaver.

En del af den nye lov betyder nemlig, at børn fra 10 år og op skal høres i forbindelse med en anbringelsessag. Og de børn har brug for en advokat.

TV2 ØST mødes med Anders Brøndtved og hans 13-årige klient, inden de skal mødes med Børn- og Ungeudvalget i Lolland Kommune.

Anders Brøndtved har en trold med til den 13-årige, som kan hjælpe på nervøsiteten under mødet med børn- og ungeudvalget.
Anders Brøndtved har en trold med til den 13-årige, som kan hjælpe på nervøsiteten under mødet med børn- og ungeudvalget. Foto: Stine Jacobsen - TV2 ØST

Udvalget skal tage stilling til, om de møder, den anbragte 13-årige pige har med sine forældre, skal ske under opsyn.

Og hun har en klar holdning til, hvad udvalget bør beslutte.

- At samværet beholdes, som det var. Så der ikke kommer en eller anden til at sidde og glo på os, siger hun til Anders Brøndtved inden mødet.

Lytter ikke altid til børnene

Børn- og Ungeudvalget i en kommune er den instans, der tager endelig stilling til en tvangsanbringelse og de foranstaltninger, der kan være i forbindelse med sådan en anbringelse uden for hjemmet.

Der sidder fem personer i udvalget, en dommer, to psykologer og to kommunalpolitikere.

Og det er dem, der ifølge Barnets lov i højere grad skal lytte til de børn, som sagerne drejer sig om.

Den 13-årige er anonym af hensyn til hende og hendes familie. Pigens identitet er kendt af redaktionen.
Den 13-årige er anonym af hensyn til hende og hendes familie. Pigens identitet er kendt af redaktionen. Foto: Stine Jacobsen - TV2 ØST

Men ifølge Anders Brøndtved er der forskel på, hvornår man lytter til børnene.

- Barnets lov giver jo barnet mulighed for at vælge samvær med sine forældre fra. Det giver også barnet lov til at sige; jeg vil gerne være anbragt. Og så skal man lytte til barnet, fortæller han.

Men når barnet gerne vil være sammen med sine forældre, så tales der oftere for døve ører, mener familieadvokaten.

Læs også
Adoptivforældre bliver hevet i retten - føler sig ikke forberedt
Læs også
Adoptivforældre bliver hevet i retten - føler sig ikke forberedt

- Jeg synes desværre ikke altid, at man lytter til barnet, når det går den anden vej. Når barnet ikke synes, at der skal være overvåget samvær, og når barnet ikke synes, at det skal være anbragt, siger han.

- Og der tror jeg, at der er mange børn, der har en oplevelse af, at de ikke bliver hørt, når sagen bliver behandlet i systemet, siger Anders Brøndtved.

Sag endte hos Ankestyrelsen

I sagen om den 13-årige pige fra Lolland Kommune besluttede Børn- og Ungeudvalget, at samværet med forældrene skulle være under opsyn i seks måneder.

Den 13-årige pige tog sagen videre til Ankestyrelsen, der har en sagsbehandlingstid på to måneder.

Hos Ankestyrelsen fik hun ikke medhold, og samværet med hendes forældre skal derfor være overvåget de næste fire måneder, hvorefter kommunen vil tage sagen op igen.

quote Det er aldrig rart at være den, der skal overbringe børn nogle ubehagelige nyheder

Anders Brøndtved, advokat

- Det er aldrig rart at være den, der skal overbringe børn nogle ubehagelige nyheder, at de har tabt i Børn- og Ungeudvalget, eller at de ikke får det, som de gerne vil, siger Anders Brøndtved.

Han trøster sig dog ved én ting.

- Når det nu skal være, så er jeg glad for, at det er mig, der får lov til at gøre det, siger han.

Læs også
Først fjernede kommunen børnene - nu frygter forældrene, at de går efter deres vigtigste støtte
Læs også
Først fjernede kommunen børnene - nu frygter forældrene, at de går efter deres vigtigste støtte

Og selvom der ifølge den garvede familieadvokat er plads til forbedringer, så har Barnets lov sikret en væsentlig og meget vigtig ting, siger Anders Brøndtved.

- Barnets lov giver mulighed for, at børn allerede, når de bliver 10 år, har mulighed for at få den her snak med en person, der er der for dem, i stedet for en person, der er der for systemet eller deres forældre, som det kan være svært at snakke med sådan nogle ting om, siger han.

TV2 ØST har forelagt kritikken om brugen af Barnets lov for Kommunernes Landsforening, som ikke ønsker at kommentere. 


Nyhedsoverblik